Spændende Play-Off til DM for Professionelle Kuske - Fyn og Bornholm med startlister til den kommende Pinseweekend

Den kommende weekend er forlænget med 2. Pinsedag mandag, og der bydes faktisk på hele seks løbsdage fra fredag til mandag. Startlisterne til Fyn og Bornholm er nu klar, hvor der bl.a. venter et par spændende Play-Off opgør til DM for Professionelle Kuske fredag på Fyn. 

 

Vi kunne i sidste uge løfte sløret for et opdateret koncept for det tidligere DM for Travtrænere. Nu er overskriften i stedet DM for Professionelle Kuske, og på fredag deles de sidste to billetter ud, når ti kuske dyster over to afdelinger. 

Og det tegner uhyre spændende. Alle kuske er udstyret med en A- og en B-chance, så intet bør være givet på forhånd.

Løbsdagen byder i alt på ni løb og heriblandt et par interessante Ligaløb, hvor det bl.a. skal vise sig, om sejrsvante Eddie The Eagle nu er klar til at indtage vindercirklen efter årets tredje start. 

Nævnes skal også et velbesat "Ladies Cup", hvor 12 kvindelige kuske skal kæmpe om sejren og ærespræmierne. 

Talenterne viser sig frem i et Made in Denmark-løb for de 3-årige, og du finder hele startlisten ved at klikke her

 

Bornholm med tidlig pinsestart

2. Pinsedag er værtsrollen tildelt Bornholms Brand Park, der fra kl. 11.00 hiver fat i det lokale publikum med et program bestående af otte løb. 

Halvdelen af disse er udskrevet efter amerikaner-princippet, hvor der bl.a. er gensyn med Myrsjøs Rune, der fra godt spor er ude efter sin tredje sejr i træk.

Siden finder vi et opgør for Bornholms bedste klasse, men hvor faktisk kun én af de ti deltagere har sejret i denne sæson. Det er Echelon, der denne gang er havnet i anden række, så chancen for første årssejr til én af de øvrige ni deltagere må være til stede. 

Foruden de fireamerikanerløb bydes der endvidere på et begynderløb, et opgør for ungdomskuskene og et formløb, så paletten er fyldt fint ud 2. Pinsedag på Bornholm. 

Du finder startlisten ved at trykke her