Status på forhandlingerne om en ny aftale med Sverige

Som lovet følger vi op på Sverige-aftalen, der grundet konkrete økonomiske vilkår tager længere tid at forhandle på plads end forudsat.

Vi havde en ambition om at præsentere en ny aftale med Svensk Travsport i oktober. Det kan vi ikke nå, fordi forhandlingerne om de konkrete økonomiske vilkår tager længere tid end forudsat.

Det seneste tilbud fra Svensk Travsport var overordnet som forventet, men mødte ikke helt vores forventninger til de samlede vilkår.

Retningen og hovedprincipperne ligger fortsat fast, og alle parter arbejder videre med en forventning om at nå frem til en samlet aftale inden årets udgang.

Vi har kunnet dokumentere, at samarbejdet mellem Dansk Hestevæddeløb og Svensk Travsport bidrager positivt til ST-koncernens regnskab.

Det er en del af grundlaget for vores forventninger til de nye vilkår i aftalen.

Vi arbejder for en omsætningsbaseret model uden loft, hvor Dansk Hestevæddeløb får en andel af den spilomsætning gennem Bet25, som omfattes af aftalen. Jo større denne omsætning bliver, desto større bliver bidraget til sporten efter den aftalte fordelingsnøgle.

Den nye aftale skal træde i kraft fra 2029

Indtil da gælder vilkårene i den eksisterende aftale.

Frem mod 2029 og i årene derefter skal vores aktiviteter og beslutninger være med til at styrke det sportslige produkt og skabe bedre forudsætninger for at fastholde og øge omsætningen i Bet25. 

Et centralt mål er i gennemsnit mindst 10 startende heste pr. løb.

Sæsonplaner, fordelingsnøgler, attraktive løb og gode startmuligheder skal samlet understøtte stærkere felter og et sportsligt produkt, der fastholder interessen for sporten og udvikler spillet.

Det giver samtidig bedre mulighed for, at den vækst, der skabes gennem vores produkt, kan komme sporten til gode.

Når aftalen er på plads, gennemgår vi de konkrete rammer og forklarer, hvad de betyder for sportens aktive, hesteejere, opdrættere og baner.

Målet for aftalen er et langsigtet og bæredygtigt fundament for den danske hestevæddeløbssport og bedre muligheder for at udvikle sporten.