Flere kræfter til sporten
Vi investerer målrettet i den eksekveringskraft, som har manglet for at hjælpe sporten fra ambition til handling
Vi investerer målrettet i den eksekveringskraft, som har manglet for at hjælpe sporten fra ambition til handling
Hvordan får vi flere hesteejere? flere unge ind i sporten, flere aktive, højere præmiepenge? Ambitionerne er høje men forventningerne til hvem der skal løse hvad, har været uklare. Det prøver vi at løse nu
Dansk Hestevæddeløb har gennem det seneste år arbejdet intensivt med Handlingsplan 2030 og de ambitioner, vi sammen skal realisere for sporten.
Hvis vi skal lykkes med det vi alle drømmer om: flere aktive, flere opdrættere og hesteejere, flere unge, flere heste til start og stærkere lokale miljøer, kræver det et tættere og mere forpligtende samarbejde på tværs af sporten.
Derfor justerer Dansk Hestevæddeløb nu i sin organisation og ansætter to nye profiler, som skal styrke vores evne til at understøtte udviklingen lokalt med nationale kompetencer. Vi ønsker her at orientere om ændringen og give indsigt i, hvordan den tilfører flere kræfter til sporten.
Udviklingen af sporten sker fortsat lokalt. På banerne og i de miljøer, hvor de aktive, ungdommen, hesteejerne, de frivillige og publikum møder sporten.
Men hvis vi skal skabe mere fremdrift, skal vi være skarpere på, hvem der har ansvaret for hvad — og hvor Dansk Hestevæddeløb konkret kan bidrage direkte.
Derfor styrker vi nu indsatsen på to områder.
Det ene er sportsudvikling. Her opretter vi en ny funktion, der skal frigøre mere tid og flere ressourcer til udvikling ude i sporten — tæt på de aktive, banerne og foreningerne.
Funktionen skal arbejde med de strategiske indsatsområder i Handlingsplan 2030, herunder rekruttering, fastholdelse, flere aktive, flere hesteejere og flere unge i sporten. Det gælder blandt andet børn- og ungdomssporten, trav og ponyskoler, hvor ambitionen er at styrke fødekæden og udvikle næste generation af aktive.
Det betyder for eksempel, at hvis en bane eller forening oplever konkrete udfordringer med at rekruttere flere børn og unge til sporten eller fastholde hesteejere, skal erfaringerne samles op og bruges aktivt. Den nye sportsudviklingsfunktion skal være med til at kvalificere mulige løsninger, skabe fremdrift og sikre, at arbejdet bliver koblet tættere til både Dansk Hestevæddeløbs fælles indsatser og den lokale virkelighed i sporten.
Det andet er kommerciel udvikling. Her ansætter vi en salgs- og sponsoransvarlig, som har til formål at tjene penge til sporten.
Rollen skal arbejde tæt på banerne med sponsorater, partnerskaber, events og nye indtægtsmuligheder.
Formålet er ikke at flytte ejerskabet væk fra banerne eller foreningerne. Tværtimod. Formålet er at tilføre flere fælles kræfter dér, hvor udviklingen skal ske og pengene skal bruges.
Den nye organisering er en del af arbejdet med Handlingsplan 2030 og bygger videre på den dialog, der allerede er i gang med baner og foreninger.
Arbejdet i propositions- og samarbejdsudvalgene er et konkret eksempel på, hvorfor vi tror på den nye tilgang.
Her har sporten og Dansk Hestevæddeløb arbejdet sammen om tydelige mål, prioriteringer og løsninger for løbsudskrivningen. Det har skabt en tættere kobling mellem sportens erfaringer og de beslutninger, der træffes i Dansk Hestevæddeløb. Og det er netop den kobling, vi skal styrke. Når vi samler viden, ansvar og handling om konkrete mål, kan det mærkes i sporten. Blandt andet ser vi nu flere startende heste sammenlignet med sidste år og en positiv dansk udvikling sammenlignet med flere af de øvrige nordiske lande.
Den tilgang skal vi nu styrke yderligere.
Ingen del af sporten kan løfte opgaven alene. Derfor får vi brug for, at baner, foreninger og aktive bringer deres viden, idéer og konkrete behov tydeligt frem.
Den nye organisering skal gøre os og sporten bedre til at handle og skabe fremdrift. Ikke ved at flytte udviklingen væk fra sporten, men ved at sikre, at gode idéer bliver samlet op, prioriteret og fulgt hele vejen til dørs. Det er sådan, vi får bedre forudsætninger for at udvikle sporten sammen.