Bjarne Poulsen bliver ny økonomichef i Dansk Hestevæddeløb

Ansættelsen skal styrke det økonomiske fundament under DH og landets væddeløbsbanebaner og sikre en bæredygtig udvikling af sporten

Ny økonomichef skal hjælpe sporten fra tilskud til indtjening

I forrige uge kunne vi dele en nyhed om vores seneste baneledermøde – et møde, hvor agendaen tydeligt afspejlede den rejse, sporten er på: at bevæge sig fra tilskudsafhængighed mod øget egen indtjening.


Som et led i den udvikling har vi netop ansat en ny økonomichef, Bjarne Poulsen, der samtidig skal fungere som tæt sparringspartner for landets væddeløbsbaner. Med ansættelsen ønsker vi at styrke det økonomiske fundament under både Dansk Hestevæddeløb og landets baner og dermed bidrage til en mere bæredygtig udvikling for sporten i de kommende år.


Bjarne får det overordnede ansvar for at styrke og videreudvikle vores økonomifunktion, så den i endnu højere grad understøtter både den daglige drift og den langsigtede udvikling af sporten. Rollen spænder fra klassisk økonomistyring og regnskab til analyse og strategisk sparring med direktion, ledelse og landets væddeløbsbaner.


Ambitionen er at skabe større overblik, gennemsigtighed og ensartethed i den økonomiske styring – både centralt og i samarbejdet med de selvstændige baner. Et vigtigt element i dette arbejde bliver at udvikle og implementere klare rapporteringsrutiner, der giver bedre indsigt i økonomien på tværs af organisationen og banerne. Samtidig skal budgetprocesser styrkes, og der skal opbygges et mere solidt datagrundlag for beslutninger og prioriteringer.


Bjarne bliver leder for vores økonomiteam og skal samtidig fungere som en tæt og proaktiv sparringspartner for organisationen og banerne i både økonomiske og forretningsmæssige spørgsmål. Og Bjarne glæder sig til at komme ud, møde folk på banerne og finde nye forretningsveje:


“Jeg vil gerne være med til at føre nye ting ind i virksomheden. Der er nogle områder, hvor jeg tænker: Her burde jeg virkelig kunne hjælpe. Jeg er sådan en, der har brug for at komme ud og snakke og hjælpe til. Derfor tiltaler det mig, at det ikke bare er ét fast kontor, men at jeg skal rundt i landet og besøge en masse mennesker.”


Men det er ikke det eneste nye med fokus på drift og udvikling. Vi kan nemlig også byde en god “gammel” kending velkommen i organisationen som trainee i løbssekretariatet.
Den unge Mikkel Johansen fra Aarhus har både leveret tips og været fast inventar i travstalde, og nu skal han rundt i sportsafdelingens mange facetter og funktioner. Mikkel kommer blandt andet til at arbejde med sportslig administration, og han vil også få indsigt i både kommunikationsafdelingen og ungdomssporten. Samtidig vikarierer han for Iben, mens hun er på barsel.


Bjarne starter 1. april, mens Mikkel begyndte 1. marts.

4 hurtige til Bjarne