Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Jan Thrue, Jette Michaelsen og René Kjær med Chap A P - Charlottenlund 10.1.2020Foto: Burt Seeger

Succeshistorien med Chap A P fortsætter

CHAP A P MGL1697
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. februar 2020 8:15

Jette Michaelsen og Jan Thrue har oplevet deres livs eventyr med travheste efter købet af Chap A P. Efter miljøskiftet har hesten otte sejre på syv måneder – de to sidste i januar, hvilket udløste titlen som ”Månedens Hest”.

Af Kim Nielsen

I 2003 købte Jette Michaelsen og datteren Ida Marie Thrue familiens første travhest Global Divine og et par år senere Twosteps Dreams. Førstnævnte blev senere mor til Rohan, som er familiens eneste opdræt til dato med Ida Marie Thrue og Heidi Andersen som ejere i hestens løbskarriere.

Siden 2014 har Armstrong Laser været hesten, der har givet Jette Michaelsen og Jan Thrue de sportslige og ikke mindst de sociale oplevelser på de danske travbaner, som de holder så meget af.

Sportsligt har der været langt mellem snapsene, og da Armstrong Laser har haft sine udfordringer både med skader og med at finde rundt venstrevejen, så besluttede parret sig i sommers for, at de ville investere i en ny travhest.

Det var René Kjær, der fik opgaven med at finde en hest. Det skulle være en rolig hest, som Jan kunne køre. På det tidspunkt var det kun et halvt år siden, at Jan Thrue sad bag en travhest for første gang – tidligere var det Ida Marie, der kørte hestene derhjemme. Valget faldt på Chap A P, der havde gjort det flot med syv sejre i 34 starter for Skivetræner Morten Juul.

Startede med hattrick

Det startede med brask og bram med tre sejre i træk kørt af René Kjær. Siden er det gået slag i slag med otte sejre i 12 starter – faktisk har den været først over stregen ni gange, men blev deklasseret til andenpladsen i en start i december. Derefter er det blevet til et nyt hattrick, hvor de to seneste sejre har udløst titlen som ”Månedens Hest” i januar.  

Chap A P 190721

Chap A P tager sin tredje sejr på stribe efter ejerskiftet i et Liga 4-løb på Harald Lunds Mindeløbsdagen på Falster. Foto: Lasse Jespersen.

Hvad er det for en rejse, I har været på indtil videre?

- Det fantastisk, at have en hest, der pludselig kan være med. Det har vi aldrig prøvet før. Vi har haft fire forskellige heste, der tilsammen har de vundet 11 sejre over en lang årrække. Nu har vi en, som har vundet otte gange på godt et halvt år. Det troede vi aldrig, at vi skulle opleve.

- Det har altid været sjovt at være med, selv om der ikke har været så mange sejre. Men det er ekstra sjovt at være med helt oppe, hvor det foregår.

- Vi vidste, at vi fik en hest, at den var god, for det sagde René. Vi fik en hest, der var i form, da den var godt trænet af Morten Juul.

- Vi kører videre på dens gode humør og den træning, som den får her hos os. Det er udelukkende træning i skoven. Kun to gange har Jan været på Skovbo og træne sammen med Steen Juuls heste.  

- Jan kører en kilometer op ad vejen med Chap og så ind i skoven tilhørende Løvengård Gods. Så kører han 17 km op og ned i kuperet terræn, fortæller Jette Michaelsen.

CHAP A P 23619

Jan Thrue og René Kjær smiler om kap efter en af Chap A P's sejre på Charlottenlund. Foto: Burt Seeger.

Går nu fra alle positioner

De første tre sejre var alle fra spids, og det har yderligere nogle stykker været, men ikke alle sammen. Den har kun en gang været uden for pengene, da den ikke var i orden og galopperede i en start i Nykøbing Falster.

- Man tænker, at det ikke kan blive ved det her. Den vandt de tre første gang fra spids. Alle sagde, at den kun kunne gå i spids.

- Men i Billund gik den godt bagfra fra spor 10, og i derbyweekenden fra spor 8 var den nummer fem, men gik godt.

- Nu er det vildt at se ham komme bagfra og bare løbe forbi de andre ude i sporene, siger Jette Michaelsen.

Chap A P 271219Fra spor 8 bakkede René Kjær fra start i Billund 27.12 for efterfølgende at stryge forbi hele feltet i opløbet til sejr før Torden. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Det sociale er det vigtigste

Det er jo enhver hestesejres drøm at komme en tur i vindercirklen. Men mange starter også deres heste i den olympiske ånd, hvor det primære er at være med. Så er det samværet med de andre hesteejere og aktive, som driver værket.

- Det er fantastisk at få folks opbakning, som vi har fået på det seneste. Folk har været så søde. Det er det social, vi godt kan lide.

- Bente (Vester Andersen – opdrætter – red.) følger meget med i, hvordan det går. Hun skriver hver gang, den har startet.

- Hun skrev på et tidspunkt: ”Jeg tror, jeg har solgt den forkerte hest, hvortil jeg svarer: Nej du har solgt den helt rigtige hest”, griner Jette Michaelsen.

Bliver forkælet med wellness

Da René Kjær i sin tid anbefalede hesten, lagde han vægt på, at han troede, at et miljøskifte ville gavne Chap A P. Og det er en noget anderledes tilværelse, som den har i dag. Stort set ingen banetræning – kun lange træningsture i skoven suppleret med masser af tid i folden og en særlig forkælelse.

- Vi passer på godt ham. Efter hvert løb er han til wellness med spabad, vibrationsgulv og solarium i halvanden time. Jan tager ham med til Osted Hestespa & Wellness hos Camilla Juul, og så bliver der hygget.

- Det er andet hesteliv, han har nu. Er på fold hver dag fra kl. 9.00 – 17.00, hvor har render med to andre Armstrong Laser og pensionerede Twosteps Dreams. Vi beholder vores heste, selv om der er pensionerede, forklarer Jette Michaelsen.

Chap A P I Spabad

Chap A P er i spabad, medens staldkammeraten Armstrong Laser er en tur i solarium. Foto: Privatfoto.

Det meste af alle de praktiske gøremål med hestene står Jan Thrue for. Han er pensioneret, medens Jette Michaelsen stadig er erhvervsaktiv med egen tandlægeklinik.

- Der er nok at lave, så det er Jan, der står for det meste. Jeg giver lidt gulerødder og skifter bandager, lyder det fra Jette Michaelsen.

Håber på fortsat udvikling

Indtjeningskontoen er blevet forbedret med små 100.000 kr., så konkurrencen bliver hele tiden skærpet. Starterne vælges meget nøje, hvor René Kjær har stor rolle, og ejerparret følger altid hans anbefalinger.

CHAP_A_P_11I4549

Efter føring hele vejen afviser Chap A P og René Kjær akkurat Beautiful Kiss og sejrer for tredje gang i træk og for anden gang i januar. Foto: Burt Seeger.

- Efter sidste start, som var et hårdt løb, så syntes René, at Chap skulle slappe lidt af og puste ud. Vi har fået meget hjælp hos René, men også hos Steen Juul, som altid gerne giver gode råd.

Hvad er forventningerne til fremtiden?

- Den næste start bliver et ligaløb den 23. februar. Så har den holdt en måneds pause.

- Han tegner til at udvikle sig yderligere hele tiden. Det ved jeg dog ikke nok om det til at kunne spå om fremtiden. Men det bliver jo nok ikke ved at gå sådan.

- Hvis vi passer godt på ham, så bliver vi forhåbentlig ved med at have det sjovt med ham, slutter Jette Michaelsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere