Fra verdens mindste travbane til et af verdens største travløb

Bjarke Haagensen efter sejr på Bornholms Travbane Foto: Torben Ager

To amatørkuske får i sidste weekend i maj realiseret en drøm, de aldrig turde lade sig selv drømme om. For første gang nogensinde inviterer Sveriges Hovedbane, Solvalla i Stockholm, nemlig til et amatørløb på dagen, hvor et af verdens mest prestigefyldte travløb finder sted.


Danmark fik tildelt to pladser til dette løb, og ud af de tilmeldte blev der i påsken udtrukket to danskere, begge bornholmere. Derfor er de to amatørkuske, Niels Kristian Hansen og Bjarke Haagensen, der begge startede deres rejse ind i sporten på verdens mindste travbane, klar til at skulle besøge en af verdens absolut største. Denne gang som deltager.


"Resultaterne blandt amatører kommer heller ikke bare af sig selv," 

- udtaler Niels Kristian Hansen og glædes over at dette anerkendes af arrangørerne. 


Nok er man amatør men forventninger og talent hører med

Elitlopp-weekenden er ikonisk og gennemsyret af talent, og derfor stilles der naturligvis også forventninger til alle, der kører på banen den dag foran godt og vel 20 tusinde tilskuere. For at kunne kvalificere sig til løbet var der opstillet krav, bl.a. et minimum af 10 sejre i sulkyløb indenfor en periode på 2 år. Iblandt 20 kuske blev der her trukket lod, og det blev altså de to bornholmere, der blev udtaget til at deltage i det helt særlige løb i Solvalla, hvor forventningerne til alle på banen er høje. Og netop kravene til de udvalgte amatørkuske gør det kun ekstra motiverende.

I en samtale med Niels Kristian Hansen er det bestemt positivt, at der stilles krav til amatørkuskene:

 

"Selvfølgelig skal der være en forventning til niveauet, man skal levere, når man kører på den bane.” 

 


Selvom begge kuske er beærede over at deltage, så er det, der betyder mest for dem, ikke selve løbet, de skal køre denne søndag i maj. Derimod er det anerkendelsen af dem som et seriøst sportsligt bidrag og muligheden for at være med i maskinrummet på sådan en dag.

Bjarke Haagensen udtrykte stor taknemmelighed over at kunne få lov at deltage i sådan en dag: 

 

 "Det er meget stort, at de åbner op for os. Der er brug for alle i sporten, og måske med sådan et løb som dette, får man øjnene op for, at vi faktisk er gode,"

 

– Niels Kristian Hansen deler samme store begejstring, og da jeg spørger ham, hvad denne mulighed har af betydning for ham som sportsmand, siger han: "Det er med til at holde os i gang og motiveret, det er fantastisk at man kan se frem til den slags oplevelser som amatør."


Men der er ingen tvivl om at det er stort at skulle køre på denne dag foran så mange: "Det mest sjove og nervepirrende bliver at varme op. At køre på banen og kunne kigge rundt og tage det hele ind, det er stort," deler Bjarke Haagensen og uddyber: "Under opvarmningen kan man nyde indtrykkene, når vi kører ræs, skal man bare koncentrere sig."

Niels Kristian Hansen t.v. Foto: Torben Ager

Hestene har selvfølgelig en helt særlig plads

Selvom taknemmeligheden over for arrangørerne bag Elitloppet er høj, så er der også en helt særlig hest, Niels Kristian Hansen retter en særlig taknemmelighed mod, nemlig hans kammerats hest, Frøns Hjortshøj: "Det betyder meget for mig, at jeg fik muligheden for at køre den, mine sejre med den hest har været med til at give mig denne mulighed."


For Bjarke Haagensen er der en helt særlig spænding og begejstring for de heste, der er til stede til løbet, og dem er han utroligt spændt på at se tæt på, når han får oplevelsen af at være med i staldene: "Det er jo nogen af verdens bedste, der skal starte den dag. Det lyser jo bare med talent ud af de heste."


Større end et løb 

Det var to spændte, taknemmelige og topmotiverede kuske, jeg snakkede med, men denne weekend på Solvalla er ikke kun en personlig milepæl for Niels Kristian Hansen og Bjarke Haagensen. Det er også en stor dag for sporten som helhed, i anerkendelsen og inddragelsen af amatørkuskene, som er afgørende for sporten. For selvom de, da de startede på verdens mindste travbane, aldrig havde tænkt de skulle køre i Elitlopp-weekenden som amatørkuske, så er det ikke kun selve løbet der betyder noget. Det er meget større end det.

Dyk ned i flere fortællinger fra sporten

Se flere nyheder