Storløbene fortsætter ind i efteråret
Selvom sommeren er forbi, er det på ingen måde lig med, at storløbssæsonen er ovre.
Selvom sommeren er forbi, er det på ingen måde lig med, at storløbssæsonen er ovre.
September måned kommer på bagkant af den helt store kulmination i dansk travsport, nemlig derbyweekenden, der afvikles sidste weekend i august.
Det betyder dog på ingen måde, at der bliver lagt en dæmper på storløbene, der fortsætter med at rulle på i en lind strøm.
Måneden indledes med DM for Professionelle Travtrænere d. 4. og 5. september på henholdsvis Skive Trav og Spar Nord Arena Aalborg. Blot en uge senere er der endnu en kuske/ryttermatch i Skive, denne gang i form af DM for Montéryttere.
Dernæst gælder det vanen tro Aalborg Store Pris-weekenden, der afvikles fredag d. 18. og lørdag d. 19. september. Fredagen byder, udover Aalborg Hoppechampionat, på bl.a. Auktionsløb for både hopper og hingste/vallakkerne og en indledende afdeling i Sigter Mod Stjernerne.
Lørdagen er vanen tro spækket med lækkerbiskener i form af bl.a. et veldoteret stayerløb, Hurtigklassen, en indledende afdeling af Fast Riders Cup og selvfølgelig derbyrevanchen.
Slutningen af måneden byder på kvalifikationsløb til Dansk Trav Kriterium d. 23. september, hvor der hertil er pointberegning d. 14. september.
Af andre sportslige højdepunkter i årets niende måned kan eksempelvis nævnes indledende afdelinger og finale/trøstfinale i ATAKs Fødselsdagsløb henholdsvis d. 12. og 27. september.
Udover pointberegning til Dansk Trav Kriterium skal der også meldes til Aalborg Store Pris d. 31. august (sker automatisk) og Jydsk 2-årings Grand Prix, hvor der er seneste tilmelding d. 23. september.
Et samlet overblik over septembers propositioner kan findes her.