Sæsonplanen for 2026 er landet
Et strategisk skridt mod at styrke, vækste og udvikle sporten
Et strategisk skridt mod at styrke, vækste og udvikle sporten
Med sæsonplanen for 2026 sætter vi en retning. En retning for, hvordan vi ønsker at udvikle sporten fremadrettet
Vi har prioriteret skarpt for at give sporten som helhed de bedst mulige rammer for at realisere potentialer og derigennem optimere og skabe vækst.
Planen bygger på samtaler med banerne, foreningerne og analyser af data indenfor det tilgængelige hestemateriale, startfrekvens og indtjeningsmuligheder. Sæsonplanen er et ambitiøst og strategisk greb indenfor de mulige rammer, hvor vi har ønsket at optimere for både hesteejerne, banerne og sportens aktive med udgangspunkt i sporten som helhed.
Banernes styrker i spil
Sæsonplanen afspejler, at banerne har forskellige styrker og potentialer - både sportslige og som publikumsmæssige samlingspunkter.
Nogle baner får flere løbsdage på tidspunkter, hvor publikumsinteressen er størst. Andre får løb, der i højere grad matcher deres sportslige profil til særlig gavn for de aktive. På den måde ønsker vi at bringe banernes styrker bedre i spil, og skabe endnu stærkere rammer for både de aktive og alle dem, der følger sporten.
Vi tror på, at sporten vil stå stærkere, når hver bane får lov til at udnytte lige netop det, den er bedst til.
De mest markante ændringer i sæsonplanen for 2026
• Derbyweekenden koncentreres på lørdag og søndag
Derbyfredag udgår, så vi kan skabe en endnu stærkere oplevelse og give bedre markedsføringsmæssige forudsætninger. Alt det bedste fra sporten samles over to tætpakkede og festlige dage.
• 4-års Grand Prix’erne samles lørdag
Grand Prix-weekenden erstattes af superlørdag, hvor vi samler alt det bedste fra travsporten. Forventningen er, at det bliver både en sportslig og kommerciel succes.
• 229 løbsdage i 2026 mod 240 i 2025
Vi justerer balancen, så løbsudbuddet passer bedre til det eksisterende hestemateriale. Vi gik 7 løbsdage op i 2025 for at øge tilgængeligheden, men må erkende, at hestematerialet ikke har matchet. Derfor tilpasser vi, for at skabe en mere balanceret plan. Aalborg, Lunden, Nykøbing og Aarhus reduceres med hver to løbsdage, Klampenborg fastholder sit antal, mens de øvrige reduceres med én. Provinsgaloppen holder niveau i forhold til 2025.
• V85 erstatter V75
Copenhagen Cup, Derbyløbene og WinterBurst afvikles med det nye svenske V85-spil.
En plan, der samler sporten
Sæsonplanen er lagt med helheden for øje, hvor vi ønsker at tilgodese de aktive, publikum og de enkelte baners muligheder for at optimere og vækste.
Vi glæder os til at se, hvordan sporten tager imod planen, og hvilke erfaringer vi kan tage med videre. Det er en plan med en klar ambition om at stille sporten, hvor den kan stå og udvikle sig stærkest.
Har du spørgsmål til sæsonplanen?
Mandag d. 27. oktober kl. 12.00 går vi LIVE på Facebook, hvor driftsdirektør Claus Juncker, ansvarlig for sæsonplanen, sidder klar til at svare på dine spørgsmål om sæsonplanen for 2026. Du kan stille dine spørgsmål direkte undervejs, eller sende dem ind allerede nu 👇
Vi samler op på de vigtigste pointer og svar i en samlet nyhed, så du får det hele med.