DH Sport meddeler: Menhammar Copenhagen Cup-wildcard til Hades de Vandel

DH Sport har uddelt det andet og sidste wildcard til Menhammar Copenhagen Cup 2024 til en hest med internationalt snit. Det er franskfødte Hades de Vandel. 

 

DH Sport har i dag anvendt det andet af to mulige wildcards til Menhammar Copenhagen Cup 2024. Det tilfalder den franskfødte 7-årige Hades de Vandel, der trænes af Paul Hagoort og ejes af Stable Why Not.

Hades de Vandel har startet 40 gange i karrieren, og det har givet 8 sejre, 8 anden- og 6 tredjepladser. Det giver en sejrsprocent på 20 og en pladsprocent på 55. I indtjening er det blevet til 3.478.768 kroner – hestens rekord er 1.10,6am.

Hades de Vandel er et velkendt navn på den skandinaviske storløbsscene, hvor den især i 2023 viste flere fremragende præstationer. Hesten var således nummer to i Paralympiatravet og vandt derefter Oslo Grand Prix i 10,7a for de 2100 meter. I samme tid blev det også til en fjerdeplads som favorit i Ulf Thoresens Mindeløb.

Det er således en rutineret hest med hårdhed fra mange Gruppe I og II-løb som nu skal forsøge at give træneren Paul Hagoort dennes tredje sejr i Copenhagen Cup. Tidligere har den dygtige hollandske træner vundet løbet med Robert Bi og Mister F Daag. 

Træner Paul Hagoort ser frem til starten næste søndag. 
- Hades de Vandel vandt enkelt i sin sæsondebut og var derefter ude på Vincennes mod flere Prix d’Amerique-heste i et såkaldt preparéløb.

- Hesten træner forrygende nu, og jeg vil påstå, at formen er på samme niveau som ved de gode præstationer på samme tidspunkt i sidste sæson. Med et godt løb undervejs bør Hades de Vandel være en kandidat til en topplaceringerne i årets udgave af Copenhagen Cup, og sammen med kusken Robin Bakker glæder jeg mig til opgaven, slutter Hagoort.

Fik du læst...

Se flere nyheder