"Det er virkelig noget, jeg synes, alle burde opleve mindst én gang."
Lilla Elitloppet regnes som det største løb, en ponykusk kan deltage i – og i år var Sofie Pihl og hendes pony, Zixten Mo, blandt deltagerne.
Lilla Elitloppet regnes som det største løb, en ponykusk kan deltage i – og i år var Sofie Pihl og hendes pony, Zixten Mo, blandt deltagerne.
Søndag d. 25 maj blev ungdomsløbet Lilla Elitloppet afviklet under storløbsweekenden på Solvalla i Sverige. Her deltog Sofie selv med sin pony, Zixten Mo, som hun kun har haft i lidt over et år. Det skulle åbenbart ikke tage længere tid, for parret leverede så flotte resultater i Danmark, at de blev tildelt den ikoniske lyserøde billet – den officielle invitation til det største løb, en ponykusk kan deltage i: Lilla Elitloppet.
Nu er både Sofie og ponyen vendt hjem, og vi har spurgt hende ind til oplevelsen:
“Oplevelsen på selve dagen var helt fantastisk – faktisk så fed, at den næsten er svær at beskrive med ord. Allerede under opvarmningen kunne man mærke energien fra publikum, og det var tydeligt, at der var liv og stemning omkring hele arrangementet. Det gjorde det bare endnu federe at komme ud og køre på banen. Da løbet skulle i gang, havde jeg faktisk slet ikke nogen nerver – det hele var bare så stort og fedt, at der ikke rigtig var plads til nervøsitet.”
For Sofie var det især publikums energi, der gjorde oplevelsen uforglemmelig:
“Det fedeste var helt klart selve løbet og stemningen på banen. Det er virkelig noget, jeg synes, alle burde opleve mindst én gang. Jeg blev nok mest overrasket over, hvor meget publikum gik op i ponytrav – at stemningen omkring os ponykuske var lige så vild som omkring de store løb. Det havde jeg ikke forventet, men det var virkelig fedt at mærke.”
For at kvalificere sig til løbet skal man køre under en tid på 1.50. Det lykkedes Sofie og Zixten Mo i et af de kvalificerende løb, som de danske ponyklubber i fællesskab har arrangeret, så de bedste ponyer i landet kan dyste mod hinanden – og i sidste ende mod de bedste i hele Norden.
For Sofie har det betydet alt, og lidt til, at få muligheden – og ikke mindst at dele den med Zixten Mo:
“Det betyder alt – og lidt til. Zixten Mo, min pony, har jeg kun haft i lidt over et år, men han har allerede givet mig så mange oplevelser, som mange kun drømmer om. At han har taget mig hele vejen til Lilla Elitloppet er helt vildt, og det er svært at forestille sig noget, der topper den her oplevelse. Det er bare helt specielt.”
Sofie er ikke ny i sporten. Hun var i februar 2025 en af de fire unge, der blev kåret som Årets Ponyprofil. Alligevel er der stadig meget at lære – og det er netop det, hun tager med sig hjem:
“Det, jeg tager med mig fra dagen, er helt sikkert en masse erfaring. Det har været et stort løb mod nogle af de allerbedste ponyer, og jeg tager både de gode ting og det, der ikke gik helt efter planen, med mig hjem i rygsækken. Vi skal bare hjem og træne videre og bruge det hele til at blive endnu skarpere fremover.”
Selvom Sofie ikke placerede sig i løbet, beskriver hun det som en oplevelse for livet.
Vinderen af søndagens Lilla Elitlopp 2025 blev Norge, med Deco CC* og kusken Sandra M. Heisholdt i sulkyen. De vandt i tiden 1.39,4 over distancen 1609 meter – i et utroligt tæt felt.
Vil du være med til at skabe god stemning og energi om vores unge atleter herhjemme i DK? Så er denne sidste weekend i maj spækket med ponyløb. Både i Nykøbing Falster, Bornholm og Skive. Se den fulde løbskalender her.