Dansk Hestevæddeløb orienterer - 2

Travsportens Overdomstol har afvist genoptagelse af sagen mod Bo Westergaard. Samtidig er sagen anlagt i civilretten. 

I forlængelse af kendelsen fra Travsportens Overdomstol i sagen mod Bo Westergaard har sidstnævnte anmodet om en genoptagelse af sagen med henvisning til, at der er kommet nye oplysninger af betydning for sagens udfald. 

Overdomstolen har vurderet anmodningen, men har mandag d. 22. april meddelt Bo Westergaard og Dansk Hestevæddeløb, at Overdomstolen ikke finder, at anmodningen indeholder anbringender, der ikke allerede var gjort gældende under sagens oprindelige behandling. 

Dermed genoptages sagen ikke. 

Ligeledes mandag d. 22. april har Dansk Hestevæddeløb modtaget en mail fra Bo Westergaards advokat med ordlyden, at der samme dato er anlagt retssag mod Dansk Hestevæddeløb ApS. Sagen er anlagt ved Retten i Lyngby. 

Det betyder jf. ordlyden i kendelsen fra Travsportens Overdomstol, at anlæggelse af civilretlig sag vil have opsættende virkning, indtil denne sag afsluttes. Derved kan Bo Westergaard indtil videre fortsætte sin trænergerning. 

Fik du læst...