Dansk Hestevæddeløb og Bet25 kårer Bjarke Thomsen som Månedens Profil i august.
Bjarke Thomsen-opdrættede Icebreaker var først over målstregen til Dansk Trav Derby 2024. Det har udmøntet sig i hæderen som Månedens Profil for opdrætteren fra Biersted.
Bjarke Thomsen er dog ikke meget for selv at tage æren for sine to derbyvindere, Extreme og senest Icebreaker, da Dansk Hestevæddeløb besøger opdrætteren i Biersted nær Aabybro i Nordjylland.
”Hvad angår de to derbyvindere, så giver jeg først og fremmest æren til den fantastiske følhoppe, Swiss Watch, som jeg købte på en auktion i Sverige. Den blev bedækket i Sverige med Chocolatier og kom hjem med Extreme i maven, men det var egentlig ikke fordi, vi gav den så meget opmærksomhed, da jeg havde travlt med mit landbrug. Den blev så gjort klar til derbyauktionen i 2017, hvor Steen Juul købte den – og ja, så kender vi alle historien,” fortæller Bjarke Thomsen om hesten, der med netop Steen Juul i sulkyen vandt Dansk Trav Derby i 2020.
”Herefter er der klart, at vi havde højere forventninger, da Swiss Watch fik Icebreaker, som vi havde herhjemme. Og den fik naturligvis lidt større opmærksomhed med den storebror, den havde,” fortæller Bjarke. Forventningerne blev i den grad indfriet, da Icebreaker vandt Dansk Trav Derby 2024.
Fra landbrug til opdræt
Det lå ellers ikke i kortene, at Bjarke skulle arbejde med opdræt af travheste.
"Det hele startede for en 15-17 år siden, hvor jeg havde et landbrug og solgte hø til rideskoler og stutterier. Så solgte jeg til nogle travtrænere, og fik ad den vej interesse for travsporten, som jeg ellers ikke havde fulgt med i. Og så var der en dag en træner, der sagde til mig: "Bjarke, du skal da også have en travhest" og så købte jeg en følhoppe af ham," fortæller Bjarke, der dengang ikke drømte om, at han skulle opdrætte foreløbigt to derbyvindere.
”Jeg er meget beæret over at blive kåret som Månedens Profil. Og også meget stolt, for der er jo utroligt mange dygtige opdrættere, hvor mange har været med i en menneskealder. Og vi arbejder jo alle for at lave heste som Icebreaker, som kan være med på højeste plan," fortæller Bjarke og fremhæver samtidig datteren Katrine, der har stor fortjeneste i Icebreakers udvikling.
”Da vi fik Icebreaker, havde vi købt gården Nødgaard, hvor Katrine står for det daglige arbejde med hestene. Hun har et rigtig godt håndelag for det, og har givet Icebreaker en masse opmærksomhed. Det er blevet kræset lidt mere for den.”
Opskriften på en derbyvinder
Med to derbyvindere på fire år er det nærliggende at spørge, hvad Bjarke Thomsen gør rigtigt med sine heste. ”De får lov til at være heste – og bliver ikke pakket ind i vat. De får lov til at gå ude så meget som muligt fra dag ét. Det synes, jeg er vigtigt – de skal ud og røre sig. Og så får de også noget rigtig godt hø og foder – får det laver vi selv,” siger Bjarke med et glimt i øjet.
"I år har vi syv følhopper, der har nogle spændende føl, som også skal på auktion næste år. Så det forventer vi os meget af. Alle vores følhopper er dansk registrerede og så længe, der er noget der hedder dansk travsport, så bakker vi op om det", forsikrer han.
Fascinationen lever
Det er tydeligt, at Bjarke bliver varm om hjertet, og han svarer uden betænkningstid, når snakken falder på hans arbejde med hestene.
"Det der særligt fascinerer mig, det er avlen – det er de der små individer, der kommer ud af moderen. At gå en aftentur ude på folden, mens solen er ved at gå ned, og gå og snakke med de små føl – det er dét, der driver mig. Og så får man jo også et rigtig godt forhold til ejerne, som jeg også sætter pris på. Jeg følger naturligvis med, og føler jo nok stadigvæk lidt, at det er mine heste, selvom jeg har solgt dem", slutter Bjarke.