Damernes dag lørdag eftermiddag på Klampenborg Galopbane

Hoppernes Derby er en af Klampenborg Galopbanes største væddeløbsdage, hvor hopperne og ikke mindst damerne er i fokus.

Klampenborg Galopbane afvikler lørdag en af årets største løbsdage, når banen afvikler ni spændende galopløb.

Et af dem er det klassiske opgør ”Dansk Oaks”, hvor de treårige hopper dyster om en samlet præmiesum på 300.000 kroner. De toårige heste dyster desuden om samme præmiesum i Dansk Kriterium, som er løbsdagens andet storløb.

Overalt i verden afholdes Damernes Dag, når hoppernes Oaks løbes. Dagen er særlig festlig, fordi damerne trækker i deres smukkeste kjoler og hatte. Dansk Oaks kaldes også for ”hoppernes derby”, fordi løbet kun er åbent for hopper. Samme dag rides også det traditionsrige Skandinavisk Ladies Cup for de kvindelige amatørryttere. Her modtager den vindende rytter sin egen vægt i champagne.

Grab the moment og Firstof All side om side i Dansk Derby 2025

Tilbage til Stutteri Hjortebo Dansk Oaks, som er løbsdagens syvende opgør. Tolv 3-årige hopper dyster over de 2400 meter, om en førstepræmie på 150.000 kroner. Forhåndsfavoritten er Rikke Rohbach Bonde-trænede Firstof All, som kommer med en flot andenplads i Dansk Derby i bagagen. Juniper Tree-datteren gav favoritten Grab The Moment kamp til stregen, og er på den baggrund storfavorit i hoppernes derby. Værste konkurrent må være provinshesten Zarina. Stutteri Hjortebo afkommet er feltets næsthøjest handicappede hest. Vandt tidligere i år Svenskt 1000 Guineas, og var senest fjerde i Dansk Derby, hvor Lea Olsens hest var 7,5 længde efter Firstof All. Outsider i løbet må være Bettina Andersen-trænede Goddessoffortune, som senest var en flot og sikker vinder af Dansk Derby Consolation.

Der er lagt op til en festlig dag på lørdag på Klampenborg Galopbane, med damer i strålende outfits og mænd i flotte jakkesæt. Traditionen tro er der Best-Dressed-With-A-Hat konkurrence.

Du kan købe billet til dagens galopfest, lige her