Efter en hård start på livet, er Christina Becks hest Kalles Krisbe Notz klar til at tage kampen op i søndagens finale i Dansk Trav Kriterium.
Christina blev født ind i travsporten, men det blev galophestene, der i første omgang vandt hendes teenage-hjerte. Efter 20 års fravær fra væddeløbssporten, banker hendes hjerte i dag for travhesten Kalles Krisbe Notz.
”Han betyder alt for mig – også fordi, han er nået hertil, hvor vi står i dag,” fortæller Christina, da Dansk Hestevæddeløb besøger hende i Bent Svendsens stald ved BioCirc Trav Arena i Skive.
”Jeg tror ikke nødvendigvis, vi skal ud og vinde, for der er megagode heste med – det er klart, når det er Kriterium. Men vi lægger os ikke ned på forhånd,” forsikrer hun.
Kalles Krisbe Notz har bevist sit værd
Og hverken Christina eller Kalles Krisbe Notz er typerne, der lægger sig ned.
”Han var jo livløs, da han var født, og jeg troede, jeg ville miste både hoppe og føl,” fortæller Christina om Kalles Krisbe Notz, der blev genoplivet og hurtigt kom sig.
”Vi har begge været meget igennem, så jeg bilder mig selv ind, at vi lidt er sparringspartnere på det punkt,” fortæller Christina, der stadig døjer med følgevirkninger, efter at hun blev slået i gulvet med en hjerneblødning som følge i sit tidligere job ved Politiet.
Under artiklen kan du se et video-indslag med Christina, hvor du også får historien bag navnet ”Kalles Krisbe Notz”.
Storløbsdag på Lunden
Der er 361.000 kr. i førstepræmie til vinderen af finalen i Dansk Trav Kriterium, der køres på søndag d. 6. oktober på Charlottenlund Travbane.
Søndag afvikles også finale i Dansk Hoppe Kriterium samt Mesterskab for Danmark, så der er altså rig mulighed for at opleve nogle af landets bedste heste og mærke den særlige storløbsstemning på Charlottenlund Travbane.