Spørgsmål og svar om Lunden og Skovbo

Vision Øresund - kort fortalt 

Væddeløbssporten står et sted, hvor vi må vælge mellem at holde fast og se til, eller at udvikle de rammer, sporten skal leve af i fremtiden. Vi står over for en reel udfordring: de nuværende strukturer giver ikke længere sporten de muligheder, den har brug for, og tiden til at handle er begrænset.

Vi må forholde os til virkeligheden. Fakta er, at Vision Øresund også er skabt, fordi ingen i Norden kan stå alene om bare 5–6 år. Fremskrivningerne af faldende bedækninger og færre føl viser tydeligt, at sporten kun kan overleve gennem samarbejde og ved at samle flere heste på færre og stærkere væddeløbsbaner. Uden et fælles nordisk grundlag kan vi ikke skabe løb med minimum 10 heste – og uden det kan vi ikke levere et attraktivt spilleprodukt. Et spilleprodukt der generer et økonomisk overskud som kommer tilbage til sporten. 

Konsekvensen af ikke at gå ind i et nyt samarbejde med Svensk Travsport er helt reel: størstedelen af det eksisterende tilskud forsvinder, og der vil stort set ikke være midler til præmiebudgettet fra 2029 og frem. Alternativet – at stå alene – betyder, at vi reelt ikke har en finansieret sport om få år. Det er fakta.

Visionen skal styrke hele sporten og især Sjælland: Intentionen er et moderne træningscenter, mere daglig aktivitet, bedre rammer for professionelle, amatører og for unge talenter. Det er fundamentet, sporten i dag mangler. Samtidig skaber det en reel platform, hvor danske heste og trænere kan udvikle sig på den nordiske scene. Visionen er et valg om at styrke – ikke opgive – den danske væddeløbssport.

Med et partnerskab sikrer vi et levedygtig økonomisk fundament og muligheden for fortsat at have et acceptabelt præmieniveau. Uden partnerskabet forsvinder den mulighed.

Flytningen af enkelte løbsdage til Nye Jägersro er ikke et fravalg af Danmark, men et nødvendigt bidrag til et fælles nordisk produkt. Vi må give noget ind i samarbejdet for at få noget stærkere tilbage – i form af tilskud til præmier, bedre felter, og et mere levedygtigt grundlag for sporten herhjemme. Det er sådan, vi sikrer, at dansk væddeløb også har en reel fremtid.

Tidsbilledet gør, at vi ikke kan vente længere. Forudsætningerne for sporten har ændret sig, og hvis vi fortsat skal være her om fem, ti eller tyve år, skal vi tage de skridt nu, som sikrer aktivitet, talentudvikling og et stærkere hverdagsmiljø.

Kort sagt: Vision Øresund handler om en stærkere sport, en stærkere region og et stærkere Sjælland. Det kræver hårde fravalg, men igennem andre tilvalg kan vi gøre sporten levedygtig langt ud i fremtiden.