Uretmæssig sletning af Leicester i Aalborg: Sagen tages meget alvorligt
Pressemeddelelse fra ledelsen i DH om uheldig sag i gårsdagens løb
Pressemeddelelse fra ledelsen i DH om uheldig sag i gårsdagens løb
Ved fredagens løb d. 11. juli i Aalborg blev hesten Leicester fejlagtigt slettet fra startlisten i 3. løb. Der var tale om en intern procedurefejl i håndteringen af startmeldinger, som Dansk Hestevæddeløb tager meget alvorligt.
Det er en fejl begået i vores system og organisation – og konsekvenserne for hesteejer og det aktive team er uacceptable.
Fejlen opstod som følge af fejlagtig dokumentation, hvilket medførte, at Leicester blev fjernet i systemet og dermed også fra spillet. På dette tidspunkt var hesten transporteret til banen, opvarmet og klar til start. Da fejlen blev opdaget, var det desværre for sent at ændre i spil- og løbssystemet.
"Vi står med en fejl, der ikke må ske – og som ikke skal ske igen. Det er afgørende for tilliden til vores sport, at vi som organisation både tager ansvar, lærer og handler. Det gør vi i denne sag," udtaler Pål M. Tung, adm. direktør i Dansk Hestevæddeløb.
Dansk Hestevæddeløb har i dag modtaget en skriftlig redegørelse fra landsdommer Michael Holmer og taget denne til efterretning. På den baggrund tager vi nu initiativ til en fælles gennemgang af procedurer, roller og arbejdsgange – i tæt dialog med dommerstanden og relevante fagpersoner. Målet er at sikre, at ansvaret er tydeligt placeret, og at kontrollen fungerer i praksis.
Som led i dette arbejde vil vi bl.a. se på skærpede krav til dokumentkontrol og implementering af en reel to-faktor-godkendelse ved ændringer i startlister. Derudover vurderer vi også at sagen har en principiel karakter. DH understreger, at man som myndighed i sporten ikke kan gemme sig bag teknikaliteter eller snævre reglement fortolkninger, når man selv har begået en fejl.
"En regel er en regel – men vi må ikke bruge reglerne til at fralægge os ansvar, når det er os selv, der har begået fejlen. Det handler om retssikkerhed og rimelighed i udøvelsen af vores myndighed. Vi skal være konsekvente – men også retfærdige," siger Pål M. Tung.
Dansk Hestevæddeløb påtager sig ansvaret og yder erstatning, hvor fejl i systemet uberettiget har ramt de aktive. Det bør også være rettesnoren i denne sag.
"Leicester fik aldrig mulighed for at komme til start, og det skyldes udelukkende en fejl i vores system. Ifølge meetings bestemmelserne skal hestens ejer i sådanne tilfælde kompenseres med løbspræmien svarende til en 4. plads – dog maksimalt 10.000 kroner. Men vi må også se på den konkrete situation: Der er stor forskel på, om fejlen sker flere dage før start, eller – som her – først opdages kort før løbet, hvor hesten allerede er transporteret til banen, opvarmet og forberedt til løb. Det har givet konkrete meromkostninger og frustrationer for kredsen omkring hesten." forklarer Pål M. Tung.
"Derfor mener ledelsen i DH, at en højere kompensation er rimelig og nødvendig. Vi indstiller derfor, at der udbetales 12.500 kroner, svarende til en andenpræmie i løbet. Det er ikke bare et spørgsmål om penge – det er et spørgsmål om retfærdighed og ansvar." Afslutter Pål M. Tung.