Når en kop kaffe bliver til et helt fællesskab der bærer sporten frem
De Frivillige er ikke bare en hjælpende hånd til banens gøremål, de er med til at holde sporten levende og åbne døren for helt nye aktive
De Frivillige er ikke bare en hjælpende hånd til banens gøremål, de er med til at holde sporten levende og åbne døren for helt nye aktive
Det startede med noget så simpelt som kaffe og rundstykker en tirsdag formiddag på Jydsk Væddeløbsbane og nu er gruppen uundværlig for banen
En lille gruppe havde sat sig for at mødes, snakke løst og fast – og tage fat på de små opgaver, der altid ligger og venter på en væddeløbsbane. I dag er de kendt som De Frivillige på Jydsk Væddeløbsbane og det der begyndte som en hyggestund, er vokset til et fællesskab, der giver noget meget større tilbage til sporten.
De Frivillige er ikke bare en hjælpende hånd til banens gøremål, de er med til at holde sporten levende og åbne døren for helt nye aktive.
Inspirationen kom fra Bornholm
Anne-Marie, en af medstifterne, husker tydeligt det øjeblik, idéen blev tændt. Hun havde bemærket, hvordan Bornholms bane havde succes med en frivilliggruppe, og så opstod tanken over en kop kaffe med daværende Århus-træner Lillian Uglebjerg: Hvis de kan dér, hvorfor så ikke også i Aarhus?
Jeg spørger ind til motivationen bag, og svaret skulle der ikke tænkes længe over “Vi synes, det var en god idé at hjælpe til på banen. Så kunne vi også skabe et fællesskab og række længere ud til andre der også ønsker fællesskab og frisk luft. For mange af os er banen jo næsten et andet hjem.”
Anne-Marie gik straks i gang med at kontakte de nødvendige personer for at få projektet op at stå. Blandt andet kom Lena Frandsen, bestyrelsesmedlem i Jydsk Galophesteejerforening, hurtigt med i billedet. Gennem daværende banedirektør Christian Hundebøl blev Jørn Stæhr – kendt som alt-mulig-manden – også involveret, og han tilbød straks sin hjælp.
Sådan tog tirsdagstraditionen form. Siden da er en ny banedirektør kommet til, men opbakningen er fortsat intakt – både fra ham og fra de medlemmer, der var med til at starte det hele. I dag sørger Jørn Stæhr stadig for, at opgaverne bliver fordelt blandt De Frivillige. Og siden foråret 2023 har gruppen trofast mødtes hver uge ved Lone Kristensens ikoniske Corner til kaffe og rundstykker, før de trækker i arbejdstøjet og gør banen klar til både heste og mennesker.
Anne-Marie supplerer med en tydelig stolthed: “Det kan godt ses, at vi er der. Vi hjælper til med at gøre banens arealer pænt og rart, så sporten kan nydes i fine rammer.”
Det handler ikke om at kunne det hele. Det handler om at møde op, bidrage med det man kan – og sammen skabe noget, der løfter sporten.
Det, der begyndte som kaffe og småopgaver, er i dag blevet langt mere end det. Det er blevet et stærkt fællesskab og et lyspunkt på ugen for mange af de frivillige. Særligt for Christina, en kvinde der aldrig har haft et forhold til væddeløbssporten, men som pludseligt har tirsdagens formiddage som et ugentligt lyspunkt: “Det er bare fantastisk. Der er plads til alle – uanset hvad man kan holde til at lave,” siger Christina.
En tilfældig opdagelse blev til et nyt liv som hesteejer
Christina er et levende bevis på, at man ikke behøver kende forskel på trav og galop for at finde sit spor. Nogle gange skal der bare et lille skub til, som at falde over et opslag på Facebook, og pludselig står man midt i en verden, man ikke vidste, man manglede.
For Christina var vejen ind i fællesskabet nemlig et tilfældigt opslag på Facebook om at De Frivillige søgte flere frivillige. Hun tog kontakt og dukkede op en tirsdag, hvor alle andre allerede kendte hinanden.
"Jeg var måske den eneste, der ikke vidste noget som helst om noget som helst, men de tog så godt imod mig. Jeg har lært noget hver gang jeg er der,” fortæller hun og nu er tirsdagene blevet en fast tradition.
I dag er Christina ikke bare frivillig. Hun er også blevet anpartsejer i flere galopheste i den lokale århusstald ved Mikkel Johansen. Men mest af alt er hun blevet en del af et fællesskab, hun aldrig havde forestillet sig.
“Jeg glæder mig hver gang jeg skal derud. Det giver en eller anden stolthed. Man føler man er lidt med i noget større. Det er den bedste beslutning, jeg længe har taget.”
Fra jubilæumsnål til De Frivilliges løb
Da banen forrige år fejrede 100-års jubilæum, solgte De Frivillige en særlig nål. Det var tænkt som en lille, symbolsk hilsen til banens historie, men salget gik så godt, at det gav et solidt overskud. Et overskud De Frivillige ikke havde forberedt sig på. Men alligevel tog det ikke lang tid for gruppen at beslutte hvad pengene skulle gå til. Hele beløbet skulle gå tilbage til sporten.
“Vi tænkte naturligvis, at det skulle komme sporten til gode,” forklarer Anne-Marie. “Så vi satte det af til ærespræmier. Det er dejligt at have lidt på kistebunden, men endnu bedre at give tilbage til sporten.”
Søndag d. 28. september blev det for alvor synligt, hvad det overskud kunne blive til. For første gang blev De Frivilliges Løb afviklet – på en dag med trav, monté og galop på programmet. Det blev et montéløb og et galopløb der kunne ligge navn til den første omgang af De Frivilliges løb.
Her kunne de dagens vindende ryttere ride hjem med præmier, som var købt direkte for jubilæumspengene.
Inspiration kan føre til en kaffekop og en ny begyndelse
De Frivillige og deres indsats på Jydsk Væddeløbsbane er i virkeligheden en påmindelse om, at man ikke behøver de store planer eller budgetter for at gøre en forskel og skabe noget meningsfuldt. Nogle gange er det nok at møde op. At tage første skridt. At dele en kop kaffe og tage fat, dér hvor man kan.
Ligesom en bane skal passes, skal fællesskaber også plejes. Og med tid, tillid og tålmodighed kan selv de mindste idéer vokse sig store nok til at bære sporten frem.
“Hvad der starter bare med en kop kaffe, kan udvikle sig til store fællesskaber og hjælp til sporten og dem omkring en.” Afslutter Anne-Marie.
Et fællesskab der både er i stand til at gøre praktiske opgaver til et ugens højdepunkt, finde nye aktive og gøre banen til et endnu dejligere sted at være, er dybt imponerende og inspirerende. Har du lyst til at være med? Så er der plads til dig.
Sådan bliver du frivillig på JVB
Har du lyst til at være en del af fællesskabet? Alle kan være med – Du behøver ikke kende sporten for at blive en del af den. Måske starter det også for dig med en kop kaffe og lidt nysgerrighed.
• Mødested: Hver tirsdag kl. 09.30 på Jydsk Væddeløbsbane
• Program: Vi starter med kaffe og rundstykker – derefter fordeles opgaverne
• Opgaver: Alt fra maling og hækklipning til småreparationer og praktiske gøremål på banen
• Fællesskab: Du laver det, du kan og har lyst til – der er plads til alle
• Kontakt: Skriv eller skriv til Jørn Stæhr på 22 17 46 76 eller kig forbi en tirsdag formiddag og vær med fra første dag
Som Christina siger: “Jeg kan kun anbefale det på det højeste. Der er plads til alle – uanset hvor meget man kan holde til at lave.”