Montéfest i Skive på fredag - hvem vinder DM?

Hvem vinder titlen som Danmarks bedste Montéhest 2025?

Fredag d. 12. september kl. 17.07 går starten til årets Danmarksmesterskab i Monté. Otte toptrænede ekvipager, én DM-titel – og en god omgang sportslig spænding. 

Kan Michelle Mønster fortsætte succesen i monté? Efter den suveræne sejr i DM for montéryttere i sidste weekend, hvor hun vandt alle sine tre ridt, gælder det nu hjemmebanen i Skive på fredag. Her er hun blandt de otte deltagere i årets DM i Monté.

Michelle rider Galant Lund fra Morten Juuls træningskvarter, men parret står over for en hård opgave. I feltet finder man nemlig også staldkammeraten og hurtigtraveren First Blood med Anette Uglebjerg i sadlen.

Løbet får desuden et norsk islæt, når den danskfødte og formstærke First One Diamond vender tilbage til sin tidligere hjemmebane i Skive, med sin faste rytter Kristine Kvasnes. Parret har begejstret publikum i stort set alle montéløb, de har deltaget i de seneste tre år – og publikum kan godt begynde at glæde sig til fredagens 5. løb, og en generel løbsdag hvor Skive banen vil forkæle de fremmødte. 


De 8 deltagere er: 

Camilla Munk Boeck med Enforalle P 

Trine Austevoll med Gunpowder

Karina Madsen med Gin Flame 

Kristine Kvasnes med First One Diamond 

Anette Uglebjerg med First Blood 

Regitze Merrild med Chablis 

Nicole Marsing med Andre Ward

Michelle Mønster med Galant Lund