Derbyauktionerne er på plads

I alt er 73 åringer tilmeldt årets Derbyauktioner

I alt er 73 åringer tilmeldt årets Derbyauktioner. Ved anmeldelsesfristens udløb var 58 åringer tilmeldt Derbyauktionen Selected (lørdag) og 15 til Derbyauktionen (fredag).

På baggrund af antallet af tilmeldte åringer, samt det erfaringsmæssige frafald frem mod katalogdeadline, har Dansk Hestevæddeløb besluttet at foretage følgende ændring:I henhold til Auktionsbetingelsernes §2 afholdes både Derbyauktionen og Derbyauktionen Selected nu lørdag den 29. august 2026 (i stedet for den 28. og 29. august). De heste, der oprindeligt var tilmeldt fredagens auktion, vil blive de første, der kommer under hammeren.

Med denne ændring får Dansk Hestevæddeløb mulighed for at skabe et nyt samlingspunkt, som markerer starten på den traditionsrige auktionsweekend.

Fredag den 28. august inviteres der – i samarbejde med EventEksperten – til “Auktions-mingle” fra kl. 15.00 til 18.00. Her vil der være mulighed for fremvisning af åringerne, og pølsevognen fra EventEksperten vil servere pølser med brød. Derudover kan der købes kaffe, øl, vin og vand.

Deltagelse i fremvisningen er frivillig for opdrætterne, men jo flere der deltager, desto bedre bliver oplevelsen for både købere og sælgere. Vi håber derfor, at mange vil benytte lejligheden til at se nærmere på åringerne og samtidig nyde et hyggeligt gensyn med travvenner fra nær og fjern.

Selve auktionen lørdag afholdes i et stort restaurationstelt på pladsen ved Skjoldgården. Der vil være spisning fra kl. 16.30 til 18.00, og under auktionen kan der købes kaffe, kage, øl, vin og vand.

Første hest forventes i ringen kl. 18.30, og sidste hammerslag ventes omkring kl. 22.00.