Bornholms største travdag – oplev mesterskabet live
Bornholms Mesterskab byder på travløb i topklasse, ponyernes mesterskab og en dag fuld af oplevelser for hele familien, og så er der debut for banedirektøren.
Bornholms Mesterskab byder på travløb i topklasse, ponyernes mesterskab og en dag fuld af oplevelser for hele familien, og så er der debut for banedirektøren.
For banedirektør Rikke Duevang bliver det en særlig dag. Det er første gang, hun står i spidsen for Bornholms Mesterskab, og hun har både bevaret gamle traditioner og tilført nye elementer
“Det er en festdag, hvor publikum skal mærke den helt særlige stemning og fællesskabet her på Verdens Mindste Travbane,” fortæller hun.
Og hun lægger ikke skjul på, at det er med sommerfugle i maven og at det også kræver en del mere at afvikle en dag som denne: ”Der er klart lidt mere at holde styr på en dag som denne – med åbningsceremoni, rød løber, nationalsang og præsentation af kuske. Der skal pyntes ekstra op, ordnes ærespræmier, pokaler og dækkener, og koordineres med flere personer end normalt. Men det er sjovt, selvom der er meget at holde styr på.”
Selv glæder Rikke sig til at opleve løbsdagen – både den helt særlige stemning og et ekstra stærkt finalefelt.
Mere end trav – en helhedsoplevelse
Bornholms Brand Park lægger vægt på, at mesterskabsdagen er for alle. Publikum kan se frem til en festlig åbningsceremoni, lidt ekstra forkælelse, konkurrencer med præmier og gratis ponyridning for børnene.
”Publikum skal mærke den helt særlige stemning og fællesskabet her på verdens mindste travbane – en kulisse, der virkelig kan noget helt særligt,” udtaler Rikke.
Travløbene er selvfølgelig i centrum, og feltet til mesterskabet er superstærkt. Men lige så vigtigt er det, at gæsterne får en dag med hygge, underholdning og oplevelser – uanset om man er en garvet travgænger eller blot er kommet for at mærke atmosfæren.
Rikke understreger selv det sportslige niveau:
”Det er uden tvivl et rigtig stærkt felt i år. Kvalifikationsløbene i sidste uge viste tydeligt, at mange heste er i topform, og derfor bliver det ekstra spændende at se, hvem der løber med titlen. Jeg forventer et tæt opgør, hvor spændingen holder helt til de sidste meter, før vinderen kan kåres.”
Og hun peger på en personlig favorit, hun glæder sig lidt ekstra til at se:
”Hvis jeg skal nævne én hest, må det blive Frøns Hjortshøj. Den overraskede mange med sin sejr i kvalifikationsløbet, og det bliver spændende at se, om den kan holde distancen på lørdag. Personligt har jeg også et særligt forhold til den, for det var den første hest, jeg mødte i staldene, da jeg startede hos Bornholms Travselskab – så det har været ekstra sjovt at følge dens udvikling.”
Du kan læse mere om finalisterne i banens flotte oversigt her.
Fest for hele sporten
Bornholms Mesterskab er ikke kun for de erfarne kuske. Samme dag afvikles nemlig årets Bornholmsmesterskab for ponyer – en chance for de yngste talenter til at mærke stemningen og blive en del af traditionen.
”Det betyder rigtig meget for os, at vi kan samle både de unge talenter og de erfarne kuske på én og samme dag. Bornholmsmesterskabet er årets største travbegivenhed, og ved også at afvikle pony-BM giver vi de unge en unik mulighed for at mærke stemningen og være en del af de store traditioner. Det er vigtigt for os at vise, at sporten favner bredt – fra de yngste, der tager de første skridt i travsporten, til de voksne kuske, der kører om årets titel. Det skaber en helt særlig helhed og en festdag, hvor vi hylder hele sporten på tværs af generationer,” siger Rikke.
Med et stærkt felt, ponyernes mesterskab og den helt særlige bornholmske atmosfære er der lagt op til en oplevelse for hele sporten.
Er du på solskinsøen, er det lørdag den 23. august kl. 12.00, Bornholms Brand Park åbner dørene til årets store travdag.