Årets første storløb venter i påsken

De bedste heste i hver klasse skal møde hinanden i storløbet, Best in Class, på Skive Travbane d. 4. april

Der er tradition for, at påsken er fyldt med væddeløb i hele det ganske, danske land, og i år er ingen undtagelse

Med Fyn torsdag, Aarhus fredag, Skive og Bornholm lørdag, Lunden søndag og Aalborg mandag er der rigeligt at give sig til som hestesportsinteresseret de næstkommende dage.

Især Skive lokker med, hvad der tidligere blev kaldet ligafinaler, nu Best in Class, hvor det, som navnet også hentyder, er de bedste heste i hver klasse, der dyster om en samlet præmiesum på 84.000 kr., hvoraf de 35.000 går til vinderen.

I landets bedste klasse, Hurtigklassen, er der comeback til det internationale flagskib, Emoji, som bl.a. vandt en ligafinale i fjor på Fyens Væddeløbsbane. Fra samme stald gør den tidligere derbytoer, E Type Cash, sin blot anden start efter lang pause, og med startraketter i de inderste spor i form af Eddie The Eagle og Go On Gardenia er der lagt op til et fantastisk race.

Derudover er der yderligere fire Best in Class-finaler samt et par løb for de lavere klasser, hvor der er flere talentfulde ungheste til start.

Første løb er programsat til at tage sin begyndelse kl. 14.00 med prøveløb kl. 13.25.

Find startlisten for Ligafinalerne her 

Løb i påskeferien 

Fyens Væddeløbsbane:Torsdag d. 2. april 

Jydsk Væddeløbsbane: Fredag d. 3. april 

Skive Trav (Best in Class): Lørdag d. 4. april 

Bornholms Brand Park: Lørdag d. 4. april 

Charlottenlund Travbane (135 års fødselsdag): Søndag d. 5. april 

Aalborg Væddeløbsbane: Mandag d. 6. april