Så er det blevet tid til kvalifikationsløbene til de 3-åriges helt store mål – nemlig Dansk Trav Kriterium
Det sker på Lunden, onsdag d. 24. september, med første start kl. 17.00.
Kvalifikationsløbene er fordelt således:
Fire åbne afdelinger (løb 2, 4, 5 og 6), hvoraf de tre bedst placerede heste i hver afdeling er forpligtet til at starte i Dansk Trav Kriterium, søndag den 12. oktober.
Tre afdelinger for hopper (løb 1, 3 og 7), hvor de fire bedst placerede heste kvalificerer sig til Dansk Hoppe Kriterium samme dag.
En særlig sportslig detalje i år er, at hoppen Lust For Life, som topper pointberegningslisten, har valgt at stille op i en af de åbne afdelinger – og altså tage kampen op mod "drengene".
Tro på talentet – og et kalkuleret sats
Vi tog en kort snak med ejer Per Christian, som fortæller om tankerne bag beslutningen:
”Vi har jo en tro og et håb om, at hun er god nok til at løbe med – og der er jo lidt flere penge at køre om i de åbne afdelinger.”
Han ser også valget som en reel sportslig test:
”Hun var jo ude blandt hingstene i derbyweekenden, som hun klarede okay. Hvis man skal møde hingste, er Kriteriet nok det bedste sted at gøre det. Det er trods alt kun 500 meter mere i finalen end hos hopperne.”
Afslutningsvis tilføjer Per Christan: ”Nogle gange er man jo nødt til at tage en chance. Vi er spændte på det.”
Er du også spændt på hvem der tager finalepladserne?
Hvis du vil se Lust For Life tage kampen op – og opleve hvem der kvalificerer sig til årets to finaler – så er det bare med at komme til Lunden.
Efter 8. løb er der sporlodtrækning i vindercirklen til både Dansk Trav Kriterium og Dansk Hoppe Kriterium.
Første løb starter kl. 17.00
Se startlisten her
Se pointberegningen her
Køb billet her