Bjarne har passet banen i 25 år

Bjarne L. Kristiansen kunne i fredags d. 1. marts fejre 25 års jubilæum som baneforvalter ved Fyens Væddeløbsbane. I den anledning havde jubilaren sit eget fødselsdagsløb på hjemmebanen fredag samtidig med, at Niels Jørgensen havde lavet en artikel til Fyens Væddeløbsbanes hjemmeside og baneprogrammet. Fik du ikke læst portrættet af Bjarne L. Kristiansen, så har du muligheden her.

 

Bjarne L. Kristiansen er bredt anerkendt blandt de aktive som værende en af landets dygtigste banefolk.

»Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det.« Sådan lyder en ofte anvendt sentens. I væddeløbssammenhæng kunne ordsproget med omvendt fortegn omskrives til: »Alle taler om banerne. Bjarne L. Kristiansen gør noget ved det«.

Fyens Væddeløbsbanes afholdte baneforvalter kan 1. marts fejre 25 års jubilæum. Han er bogstavelig talt født ind væddeløbssporten. Forældrene havde både trav- og galopheste, og faderen Mogens Kristiansen – manden bag hestene med Lahrmer-efternavnet – vandt faktisk løb samme dag som Bjarne blev født for 60 år siden. Det skete vist nok med Nanny The Great, der siden blev mor til faderens bedste hest, Agge Lahrmer.

Image (7)

Hvad er hemmeligheden bag den anerkendelse du nyder som baneforvalter?

»Det hænger nok sammen med, at jeg brænder så meget for det, og kigger meget efter, hvordan man gør andre steder. Fordi jeg selv har arbejdet med heste og kørt mange væddeløb, ved jeg, hvordan hestene helst skal træde i jorden for at det er godt for dem. Jeg forsøger at tage lidt af det, jeg ser til mig. Når jeg har været rundt på baner i Sverige, er jeg ofte ude at sparke lidt i banen – lige som en speedwaykører. Det er nok en arbejdsskade,« siger Bjarne.

35 sejre som amatørkusk

Det er cirka 10 år siden karrieren som amatørkusk sluttede. Bjarne havde ellers haft licens siden han var 18 år, og har efter egen erindring vundet cirka 35 sejre. Han nævner Wizard som sin bedste hest.

»Til slut måtte jeg holde med at køre løb. Efter at banen var blevet lagt om, blev det efterhånden sværere at holde den, og så var der ikke tid til også at køre løb. Når jeg kom ind fra løb, måtte jeg springe direkte til traktoren. Derved forsvandt noget af det sjove ved at køre løb, når man ikke længere kunne nå at komme af med undskyldningerne for, hvorfor det var gået som det gjorde. Så nu nøjes jeg med at køre traktor,« siger Bjarne.

Virket som banemand havde han snuset til allerede som ung.
»Det startede faktisk med, at jeg efter skoletid slæbte banen mellem løbene på løbsdage. Da jeg blev 18 år var jeg ansat i en tid, men da banens økonomi var trængt, fik jeg andet arbejde. Men så en dag for 25 år siden ringede Poul Mørk (daværende direktør ved banen, red.). Han fortalte, at banen ingen banefolk havde, og spurgte, om ikke det var noget for mig,« erindrer Bjarne Kristiansen.

På det tidspunkt arbejdede han som slagteriarbejder, hvilket ifølge Bjarne ikke var lige så sjovt, som at løbe rundt ude på væddeløbsbanen. Derfor greb han chancen og tog jobbet. 
Siden er årene gået. Bjarne rundede de 60 sidste år og han agter – om alt går vel – at fortsætte som baneforvalter til han kan gå på pension.
»Herefter skal jeg op i Vaskehuset og sidde og kloge i, hvordan de skulle have gjort. Det er altid de klogeste, der sidder deroppe,« lyder det med en latter fra Bjarne.

Image (8)

»Vi har kunnet snakke godt om tingene«

At fejre 25 års jubilæum i den - ofte udskældte - rolle som banemand er i sig selv en præstation. Hvordan har du holdt ud så længe?

»Det ved jeg heller ikke. Jeg synes faktisk, at jeg har et godt samarbejde med trænerne. Det skyldes nok det, at vi har kunnet snakke godt om tingene,« ræssonerer Bjarne og uddyber:
»Inden løbene spørger jeg altid et par af trænerne om, hvad de synes om banen. Det bliver der taget godt imod. Men det er blevet sværere end førhen at holde banen. Da jeg startede som banemand kørte vi bare rundt med et stykke jern bag traktoren og jævnede hovsporene. Så let går det ikke længere.«

Landet over sker det hyppigere end tidligere, at der sker aflysninger. Har du et bud på baggrunden for det?

»I år skyldes det vejrsituationen, men ellers har jeg ikke nogen forklaring. Personligt tror jeg det hænger sammen med, at der ikke puttes så meget vinterbelægning – det lidt grovere materiale – på som tilfældet var tidligere. Det er trænerne nemlig ikke så glade for. De vil helst kunne køre uden sko hele året, men det gør det sværere at holde banen. Jeg har selv fyldt noget af de grove materiale i, hvilket nogen også har brokket sig over, men det gør det muligt at holde banen når det bliver regnvejr,« forklarer Bjarne Kristiansen.

Er de aktive blevet mere krævende med hensyn til præparering end tidligere?
»Ja, det er de. De vil gerne have sommerbane hele året, men det er meget vanskeligt at lave. Jeg må bare sige, at vi gør det så godt vi kan, og så prøve at forklare, hvorfor vi gør det.«

Er intet 8-16 job

Hvad har været din vildeste udfordring i virket som baneforvalter?
»Det var lige efter jeg startede. Da var der kommet et stort hul i banen, fordi et rør under banen var faldet sammen. Jeg havde også store udfordringer efter baneomlægningen. Der gik et par år inden banen havde sat sig, og så snart det blev regnvejr, blev banen blød,« erindrer Bjarne.

At være baneforvalter er ikke et 8-16 job. Hvordan trives du med det?

»Når man har haft med travheste at gøre, så ved man, at det kræver mange timer. Det var jeg vant til i forvejen. Da jeg selv havde heste skulle jeg jo også hjem at arbejde videre efter arbejdstid. Heldigvis er min kone forstående. Hende har jeg også fundet herude,« siger Bjarne og tilføjer:
»Jeg tror det er nødvendigt at dele interessen. Hun kommer også tit herude på banen. Så ses vi jo der,« konstaterer Bjarne opbyggeligt om bestræbelserne for at få arbejds- og familielivet til at gå hånd i hånd.

I øvrigt har fruen Louise Maria Andersen tidligere redet monteløb, og er stadig indehaver af banerekorden i kategorien 1.12,7 sat med Winston Laser.
»Da måtte jeg høre for, at jeg havde præpareret anen specielt for hende,« ler Bjarne Kristiansen.

Følger sporten tæt

Hvad interesserer dig når det ikke handler om væddeløb?
»Det er ikke meget jeg ellers har tid til. Jo, jeg ville gerne have været ude at fiske, men det når jeg aldrig. Og nu er fiskene jo forsvundet,« konstaterer Bjarne.
Foruden Louise, som han naturligvis fejrede bryllup med på Fyens Væddeløbsbane, har Bjarne to sønner Mads og Simon.
»Dem har jeg fået ”skræmt” væk fra travsporten. Jeg har sagt til dem: Få jer et liv i stedet. De følger da lidt med, men det er ikke sådan at de kommer på banen,« siger Bjarne Kristiansen.

Selv om Bjarne nu hovedsageligt er henvist til at holde styr på traktorhjul i stedet for hesteben, så følger han med stor interesse sporten.

»Sporten interesserer mig meget. Jeg ser også mange løb andre steder end på Fyens Væddeløbsbane. Det har jeg altid gjort. Jeg jo er født ind i det. Når jeg eksempelvis er i Sverige er det både for at se løbene og banerne. For at kunne holde banen godt, tror jeg det er nødvendigt at interessere sig lidt for sporten,« siger Bjarne,

Nogen fejring i anledning af 25 års jubilæet har baneforvalteren ikke lagt op til.
»Men banen har championatsfest dagen efter. Så kan de jo give en omgang der,« slutter Bjarne Kristiansen.

Fik du læst...