Bet25 og Dansk Hestevæddeløb kårer Månedens Profil i december: Flemming Jensen

Flemming Jensen har i mange år været en af dansk travsports helt store navne, og der er intet, der tyder på, at det slutter foreløbigt. På den store Winter Burst V75-dag i julen var staldens materiale igen på toppen, og fire V75-sejre udløser titlen som Månedens Profil i december kåret af Bet25 og Dansk Hestevæddeløb. 

 

Managering og herunder evnen til at få hestene til at præstere på højeste niveau på det rigtige tidspunkt er afgørende for succesraten. Det ved alle, der har med træning af heste at gøre. 

Når det gælder den sidste weekend i august og dermed travsportens derbyweekend, har Steen Juul gennem en menneskealder og med rette været fremhævet som næsten legendarisk i forhold til de klassiske løb. Gælder det generelle storløbsdage og inden for de seneste år eks Ligafinaler, er det derimod Flemming Jensen, der er løbet med palmerne. 

Antallet af laurbærkranse til Flemming Jensen-heste efter ligafinaler er enorm, og nævnes skal naturligvis også også DM-titlen for de firbenede. I løbet, der tidligere var kendt som Mesterskab for Danmark, har Flemming Jensen stået som træner af vinderen hele ti gange - i perioden 2014 til 2020 rent faktisk hele syv år i træk.

Fire V75-sejre i Skive

Og så tilbage til nutiden og denne kåring. Traditionen tro blev en af juledagenes V75-omgange afviklet i Danmark. BioCirc Trav Arena Skive var vært d. 28. december, og her satte Flemming Jensen sig på fire V75-sejre suppleret med endnu en triumf i rammeprogrammet. Derfor kåringen for Månedens Profil.

Det blev til mere end 210.000 kr. indkørt på finaledagen i Skive, og Flemming Jensen kunne ved årsskiftet igen se tilbage på en fornem sæson med 110 sejre og mere end 5,5 mio. kr. indkørt af staldens heste. 

Flemming Jensen har holdt vinterferie fra deltagelse  løbene i januar måned, men forberedelserne til højsæsonen i 2024 er helt sikkert i gang. Og en sæson, hvor det skal vise sig, om derbyvinderen fra 2020 Extreme kan vende tilbage på den absolutte elite efter sin skade. 

Vi ønsker Flemming Jensen tillykke med kåringen. 

Fik du læst...