Af Sigrid Eglin
Et flot fremmøde og god stemning var at finde ved alle banerne.
De fantastiske ildsjæle involveret i skolerne havde arrangeret forskellige aktiviteter, der skulle vække både børn og forældres interesse i travsportens helt unikke univers. På banerne kunne man få lov at sidde i en sulky og mærke glæden der opstår når man i symbiose med hesten får fart under hjulene og gnidningsfrit suser afsted på gruset. JVB og Lunden meldte stor interesse og i Odense fik de spirende kuske smukke rosetter ved endt kørsel.
Skive tænkte ud af boksen, da de formåede at gøre dataindsamling af de deltagende til en sjov oplevelse for børnene. Her kunne man nemlig vinde en præmie ved dagens ponyshowløb hvis man puttede en infoseddel ned i en spand med sin udsete vinder ponys respektive nummer. Således står Skive nu med information på de deltagende, der kan bruges til opfølgning af de, forhåbentligt, nye glade travelever.
Det var dog ikke de eneste kreative greb fra skolerne. Som ny til sporten kan man stå med mange spørgsmål af praktisk og økonomisk karakter. Manglende kendskab til hvad trav- og galopsporten kan, som gør den til et stærkt modbud til ridesporten. For at imødekomme disse spørgsmål og gøre det nemmere for interesserede, lavede Skive klippekort til træningssessioner for de interesserede og JVB tilbød en billig prøveperiode. Nykøbing er heller ikke fremmede i prøvetimer for de nysgerrige, men Nykøbing arbejdede også med at øge viden og kendskab til trav og galop på anden vis. De lavede nemlig en quiz om sporten og deres ponyer. Hvor flere børn fik alle svar rigtige.
Aalborgs åbne hus stod i fællesskabets tegn og skolen er generelt i udvikling.
I tilblivelsen af denne nyhedsopdatering har der været nogle skønne samtaler med forskellige aktører indenfor travskolerne. Det står klart, at et kæmpe stort stykke arbejde er udført og en kæmpe tak skal det lyde her fra Dansk Hestevæddeløb og DH-ungdom. Glæden for sporten og lysten til at øge kendskabet til den unikke sport der er trav og galop, har været et stort brændstof i skabelsen af dette års åbne hus.
I samtalerne er der også blevet gjort opmærksom på en masse gode udviklingspunkter, der skal gøre det bedre, sjovere og nemmere for skolerne i fremtiden. Det har været givende at høre skolernes perspektiver, så også det skal de have tak for.
Der er stadig et stykke arbejde der skal udføres for at kendskabet øges, og for at fællesskabet, skolerne får skabt, kan mærkes ude i Danmark. Men i lørdags kom vi et godt stykke af den vej. JVB melder fuldt hus i skolerne, med udsigt til ventelister. Og flere af de andre baner meddeler, at der er kommet nye elever til.
Så lad os slutte med et opløftende citat fra traventusiasten, Vagn Juhl-Larsen, da spurgt til hans tanker om lørdagens åbne hus på JVB sagde: ”Det var noget af det dejligste jeg har været med til”.