Af Mikkel Johansen
Under sit nye navn kunne den nordjyske arena dæmme op for syv væddeløb, hvoraf de tre var forbeholdt amatørerne.
Der plejer at være overraskelser i stor stil, når amatørerne dominerer V-spillene, og det var ingen undtagelse i Aalborg denne lørdag.
Inden vi nåede til overraskelserne kunne Michael Lønborg køre Holger Danske til sejr i det indledende nulløb. Parret havde udgangsposition i anden række, men det forhindrede ikke Lønborg i at køre frem undervejs og overtage teten fra medfavoritten Moni Talks.
Der blev leveret en god afslutning fra Gogo Gucci, som var en kæmpe overraskelse, men dér var Holger Danske over alle bjerge, og karrierens første sejr blev en ganske sikker én af slagsen.
Herbert L M var kun toer ved målpassage, men blev tilkendt sejren på bagkant. Foto: Hesselborg Foto.
Mens Holger Danske var favorit i V4-spillet, havde piben en anden lyd med Herbert L M, som til slut blev udråbt som vinder af dagens andet opgør.
Henrik Lønborg var først ved målpassage med Galliano Magic, men denne blev diskvalificeret for trængning mod netop Herbert L M.
Foruden den glippede sejr betyder diskvalifikationen endvidere, at Henrik Lønborg har fået en udelukkelse på tre dage samt en bøde på 800 kroner.
Herbert L M var blot krydset på 7% i V4-spillet, men allerede i det efterfølgende løb kom en større overraskelse i Elena Avalon, som kun var krydset på 2%.
Hyacinth lukkede og slukkede i V4 på 17% - dermed landede værdien på 10.778 kroner. Foto: Hesselborg Foto.
Der var også kun udbetaling for fire rigtige i V5, hvor især Caroline Lund smed en del spillere af i montéløbet.
Se de øvrige resultater samt repriser på Derby25.