Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Grumbazz Kini imponerede i sin første start for Bo Westergaard.Foto: Flemming Andersen

Bo Westergaard havde nyerhvervelserne klar

grumbazz_kini
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
24. marts 2023 20:15

Bo Westergaard startede to nye heste i Skive. Begge tog besnærende sejre. 

Af Mikkel Johansen

Det er altid interessant, når Bo Westergaard giver debut til nye heste i stalden, og det er som regel også noget, spillerne har stor bevågenhed omkring. 

Det var også tilfældet i Skive denne fredag, hvor Aalborg-træneren havde to heste med. Begge gjorde deres første starter i Westergaards regi og stod til henholdsvis to og tre gange pengene. 

Den ene af hestene havde vi et ganske godt kendskab til i forvejen, da det drejede sig om Grumbazz Kini. Den tidligere Aarhus-hest blev solgt på auktion og gik derefter i træning hos Westergaard, som altså nu mente, at hesten var klar til at debutere i sit nye regi. 

Westergaard virkede som en mand, der vidste, hvad han havde mellem stængerne, for han sendte resolut Grumbazz Kini til føring og svarede derfra alle tilnærmelser. Det kastede en 1.11-åbning af sig, men alligevel var hesten stærk nok til at afvise en rygkørt Galliano Peak til slut. 

Sæsondebuten blev vundet på flotte 1.12,6/1600m. Favoritten i løbet, Girl Happy E P, galopperede sig tidligt bort. 

thewinnertakeitall

Thewinnertakeitall. Foto: Flemming Andersen.

Anderledes afdæmpet var den nordjyske træner bag Thewinnertakeitall, som han slap spidsen med undervejs. 

Ind på opløbet fik Westergaard chancen for at gå udvendigt med sin nyeste amerikaner, og den var han ikke sen til at udnytte. 

Trods gode afslutninger fra bl.a. Major Tallmadge og Can Tab, kunne Thewinnertakeitall vinde sikkert med én længde ned til nærmeste konkurrent. 

Dermed blev det en god dag for Bo Westergaard i Skive med to sejre i to forsøg. 

Kasper Foget tilbage på vinderpladsen i DK

Trods et par galopper i debuten, havde Ida Toft vist fine fartressourcer, hvilket havde fået spillerne til at gå ret så hårdt til hesten i dagens første løb. 

Den blev kørt af hjemvendte Kasper Foget, som dermed blev spået gode chancer for at tage sin første sejr tilbage på dansk grund. 

Fra spor ét i volten prikkede Foget starten perfekt, og da et par konkurrenter galopperede, sad han pludselig i klar føring med mange længder ned til de øvrige. 

Den afstand forsøgte han at holde løbet igennem, og selvom det tog lidt imod til slut, så kom sejren aldrig i fare for den kapable Ens Snapshot-datter. 

Ida_Toft

Ida Toft. Foto: Flemming Andersen.

Generelt var det en løbsdag med forrygende sport fra start til slut, hvor også et par overraskelser sneg sig ind. Især Jack Wee lavede ravage allerede i V5-spillets første afdeling. 

Hvad de forskellige V-spil endte på af gevinster samt de øvrige vindere på dagen, bliver du klogere på ved at klikke forbi Derby25’s hjemmeside her