Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Bliver “en stjerne født” her til formiddag?

Felt 20130306 2 89F3771
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. marts 2023 7:00

»Jeg vil tro at hesten kan en 1.17-tid,« siger Marc Bæk Nielsen om Moni Talks inden dagens debut i Aalborg.

Af Niels Jørgensen

Når Racing Arena Aalborg fra kl. 11.00 står for dagens "formiddagsservering", byder det indledende opgør på en interessant debut for treårshoppen Moni Talks fra Marc Bæk Nielsens stald.

På fadersiden er hoppen repræsentant for første årgang efter avlshingsten International Moni – en amerikanskregistreret Love You-søn med den verdensdominerende hoppe i anden halvdel af 1990’erne Moni Maker (4,5 mio. euro) som mor, og med en egen flot løbskarriere bag sig (1.09,4/775.000 dollars).

Også på modersiden er Moni Talks velafstammet som datter af Awesome Annie (1.11,7/538.000 kr.), vinder af bl.a. Dansk Hoppe Kriterium og Grand Circle 3-års Hoppechampionat 2015, foruden at den er et af desværre alt for få afkom efter Västerbo Prestige (far til tre millionærer: Empire, Aron The Baron og Eenymeenyminymoe ud af blot otte afkom).

Men afstamning er som bekendt én ting, evner nu og da noget andet. Man fornemmer imidlertid klart på Marc Bæk Nielsen, at forventningerne er store til den Stald Sotto-ejede Moni Talks.

»Moni Talks (1. løb) er fin treåring. En stor hest, som jeg synes virker rimeligt ukompliceret,« indleder Marc Bæk Nielsen.

Hesten blev godkendt allerede i december, men ifølge træneren ligger der ingen problemer til grund for, at debuten først kommer her tre måneder senere i kølvandet på et stærkt rutineløb i lørdags i Skive. Her løb hesten 1.19,0 på en krævende bane.

»Det har kun handlet om at vejret har været for ustadigt og banerne for dårlige til at den har skullet starte, i forhold til den tro vi har på hesten.«

Hvor meget var der i behold i rutineløbet?

»Der var kræfter i behold. Hvor mange er det svært at sige. Det var en noget krævende bane først på dagen.«

Hvad vil du tro at den kan tidsmæssigt i debuten?

»Det er svært at vurdere, men jeg vil tro at hesten kan en 1.17-tid.«

Og du er optimist?

»Det ved jeg ikke. Der kan ske mange ting i et nulløb, og hun skal også ud at have en god oplevelse. Det er ikke et “livsvigtigt” løb for hende. Hvis hun kommer i gang på en god måde, går fejlfrit og viser noget af det, vi tror findes i hende, så er vi tilfreds.«

Ser du hesten som en af dem som kan vinde?

»Ja, det synes jeg.«

Hesten er svenskregistreret. Går drømmene i retning af noget stort?

»Det er noget vi drømmer om. Om hun er god nok må tiden vise. Det kan blive svært at række i de svenske årgangsløb, da der er mange fantastiske heste deroppe, men jeg har i hvert fald tro på hende.«

»Albatros står fint til«

Moni Talks er trænerens enlige køretur på dagen, men stalden starter yderligere to heste i henholdsvis et amatørløb og en monteløb.

»Elmar Shadow (3. løb) trådte i en gummiboot senest i Århus. Det var meget uheldigt, da jeg tror den kunne have været blandt de tre første. Gangen inden vandt hesten i Skive og var fin, men det er efterhånden noget tid siden.«

Er du optimist?

»Nu har han fået spor fem i volten, og kan godt være lidt vanskelig derudefra, da han har en lidt stiv gang, men jeg synes at hesten er i fin form. Den kan godt overraske,« siger Marc Bæk Nielsen.

»Albatros (6. løb) synes jeg egentlig står fint til i løbet, men han er ved at være en gammel herre og bestemmer lidt selv, hvornår han vil eller ej.«

Men du bliver ikke overrasket i tilfælde af sejr?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Hesten står godt, men vinder ikke længere løb på samlebånd. Jeg tror dog, at han er med mellem de tre første,« siger Marc Bæk Nielsen.

Racing Arena Aalborg afvikler syv løb i dag. Et program kan ses HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere