Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Justlikejessejames sejrede ganske let i sæsondebutenFoto: Gorm Foto

Treårstalent tester Århusvejen

Justlikejessejames 040523
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. maj 2023 7:00

»Jeg tror, at Rolf kører alt hvad han kan fra start. Så han får vel spids eller ryg bag den førende. Han kører offensivt og vi skal være optimister,« siger Peter Rudbeck inden evnerige Justlikejessejames’ første optræden på Jydsk Væddeløbsbane.

Af Niels Jørgensen

Når Jydsk Væddeløbsbane fra kl. 15.45 er vært for fredagsløb, påkalder Justlikejessejames sig særlig interesse i et treårsløb.

Hesten er interessant som søn af tophingsten Cantab Hall og guldhoppen Nobodybeatsthebeat, der i sin tid var dominerende i sin årgang – ikke mindst på Jydsk Væddeløbsbane, hvor den her cirka 15 år senere stadig har to af sine mange banerekorder intakt.

I avlen har Nobodybeatsthebeat også stået stærkt som mor til blandt andre Howlingatthemoon (1,2 mio. kr.), Dontpaytheferryman (815.000 kr.) – begge er helbrødre til Justlikejessejames – og Fox On The Run (580.000 kr.).

I det perspektiv kan man ikke fortænke hestens opdrætter, ejer og træner Peter Rudbeck i at have store forventninger til Justlikejessejames – forventninger som var der allerede i toårssæsonen, men som først for alvor kom til udtryk i treårsdebuten med en overlegen sejr for to uger siden.

»Justlikejessejames (5. løb) leverede en fin præstation senest. Det bliver selvfølgelig spændende, at den nu skal Århusvejen rundt. Det er jeg sikker på at han klarer, da han er ret så ukompliceret, men selvfølgelig skal vi lige se det,« siger Peter Rudbeck.

Det var en stærk sæsondebut.

»Det må man sige. Han vandt meget enkelt og med kræfter sparet. Siden har hesten bare fulgt sin træning, og jeg har ikke følt nogen forandring andet end til den gode side.«

Hvad sker der fra spor tre?

»Jeg tror, at Rolf kører alt hvad han kan fra start. Så han får vel spids eller ryg bag den førende. Han kører offensivt og vi skal være optimister.«

Er der en bagtanke med starten?

»Løbet passede godt propositionsmæssigt, og så skal hesten prøve banen inden årgangsløbene, som vi håber at han kommer med i.«

Nobodybeatsthebeat_USJustlikejessejames' mor Nobodybeatsthebeat. Foto: Burt Seeger

Godt eksteriør og stort talent

Du har hele tiden tilkendegivet store forventninger til Justlikejessejames.

»Ja, det har jeg, men som enhver kan se, så fik jeg ham lidt for tidligt ud. Han løb meget ukoncentreret og faldt ud af stilen sidste år. Nu er han bare vokset til og er blevet mere moden. Det kan man også tydeligt mærke i træningen,« siger Peter Rudbeck.

Tror du hesten kommer til at leve op til sin forpligtende afstamning?

»Nu har der allerede været to afkom, som har været ekstremt gode, men hans eksteriør godt og talentet er stort. Det andet skal den lige vise.«

Men du overraskes ikke, hvis Justlikejessejames ender i Jydsk 3-årings Grand Prix?

»Bestemt ikke,« siger Peter Rudbeck.

Jydsk Væddeløbsbane har syv løb på programmet fra kl. 15.45. Baneprogrammet kan ses HER

Der findes yderligere træner- og kuskekommentarer HER

Note: Justlikejessejames bror Howlingatthemoon skulle have sæsondebuteret i et fireårsløb i dag, men grundet for få tilmeldte blev løbet ophævet. Derfor bliver der i stedet mulighed for at se et af de hede emner til årets Jydsk 4-årings Grand Prix og Dansk Trav Derby i et rutineløb kl. 15.10, så der er grund til at komme i god tid før løbene og få denne godbid med.