Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Giovanna afviser Gaby ved sejr 16. januarFoto: Kjeld Mikkelsen

Svendsen tror på chance i hoppeløbs-finale

Giovanna 160123
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
01. maj 2023 22:28

Bent Svendsen forventer at have triochancer med hovedparten af sine heste ved tirsdagens løb i Aalborg.

Af Niels Jørgensen

Når Spar Nord Arena i Aalborg tirsdag eftermiddag er premiere-vært for det nye danske V65-spil, er Bent Svendsen blandt deltagerne med heste i fire af V65-afdelingerne. Om chancerne siger han:

»Hermand Brise (1. løb/V65-1) er gået vældigt frem med løbet i kroppen fra da Jan Dahlgaard kørte hesten senest. Har et perfekt startspor. Gik med et lukket hovedlag senest, nu kommer den med et åbent hovedlag. Jeg synes, at hesten har været bedre i intervallerne med et åbent hovedlag. Jeg tror, at den bliver anden til Garrido. Den kan vi ikke slå. Det er en overhest,« siger Bent Svendsen.

Du har nummer 1. Skal det udnyttes?

»Hesten er lynhurtig fra start og den køres i spids.«

Men du gør dig ingen illusioner om at kunne slå Garrido?

»Nej«.

Lillesøster til Gloria Line og Whisper Line debuterer

I et Made In Denmark 3-års-løb giver Skive-træneren debut til Juno som er lillesøster til bl.a. Gloria Line (391.000 kr.) og Whisper Line (365.000 kr.)

»Juno (2. løb/V65-2) har trænet længe og har virket rigtig fin i nogle arbejder. Det er svært at sætte en tid på. Den kan vel en 1.18-1.19 og det rækker normalt ikke i nulklassen længere. Skal søge med og lære noget. Placeringschance,« siger Bent Svendsen.

»Fabrizio (4. løb/V65-4) har et ønskespor, hvis hestene foran kan åbne. Han er god til at søge med. Det er sjældent at hesten er udenfor trioen og det tror jeg heller ikke sker her.«

»Kan vinde, hvis den har en god dag«

I Ritha Lyngholms Hoppeløbsseries finale har Svendsen en perfekt udgangsposition fra nummer 1.

»Giovanna (5. løb/V65-5) er der positive meldinger om fra Stanley Simonsen. Han træner hesten hos Bo Westergaard, hvor han hjælper to gange om ugen og har Giovanna med derop. Hesten er ifølge Stanley gået vældigt frem efter at den havde været lidt dårlig senest. Den åbner til spids og jeg prøver at køre i spids så længe det går. Det kan være en sjov outsider som godt kan vinde, hvis den har en god dag,« siger Bent Svendsen.

Efter V65-spillet skal Svendsen i ilden med Jackie Wee i et felt på fem heste med Isabella CN som forventet klar favorit.

»Jackie Wee (7. løb) går frem fra start til start. Hun var rigtig fin senest. Det bliver samme oplæg her med at slippe til Isabella CN og så køre bag den.«

Så I skal ikke forsøge at teste Isabella CN?

»Det kunne jeg godt, men jeg synes ikke at Jackie Wee går i spids, så bliver hun for vred, men hun er fin i ryg. Jeg ser det som en sikker andenhest,« siger Bent Svendsen.

Bemærk at løbene i Aalborg indledes kl. 16.45 med V65 fra 1. løb. Baneprogrammet kan ses HER