Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Stinne Svanhede på togt i Skive

DIVA_FAUST_DSC_7164
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. maj 2023 7:45

Stinne Svanhede starter to heste tirsdag aften i Skive, der har V65 på programemt. Inden Stinne uddyber nærmere om hendes to køreture, skal vi lige høre om hendes vej ind i travsporten, hvor hun står nu i sit liv, og hvad hun mener med det, hun kalder ”projekt-heste”. Først skal vi dog lige runde en international kuske-konkurrence.

Af Allan Loft

Stinne deltog nemlig den 2. og 3. maj som Danmarks repræsentant i EM for kvindelige travkuske i Norge, hvor hun hjemførte en fjerdeplads i den samlede stilling kun et papirarks bredde fra tredjepladsen, idet hun i den sidse afdeling var i målfotodyst om anden-tredjepladsen. Havde hun været en millimeter tættere på målstregen i målfotodysten om andenpladsen, var den samlede tredjeplads i EM tilfaldet hende, men stor ære af indsatsen kan Stinne under alle omstændigheder tage med sig videre.

- T-joh. Det kan jeg da. Men egentlig kan jeg godt ærgre mig og være lidt bitter over, at det ikke lykkedes med den tredjeplads, nu det var så tæt på. Men at blive nummer fire ud af tretten er vel heller ikke så ringe endda, filosoferer Stinne Svanhede.

Stinne _web_Stinne Svanhede. Foto: Kjeld Mikkelsen

Yderligere fortalte Stinne Svanhede:

- Det var et flot arrangement, nordmændene bød os. Alle deltagerne var samlet til stor set alle måltider de dage. Så vi fik snakket meget og lært hinanden at kende. En udflugt til skisportsarenaen Holmenkollen i Oslo stod også på programmet, og det var seværdigt og underholdende.

- Sådan set var jeg tilfreds med min indsats i EM-konkurrencen. Jeg kørte jo fremmede heste. Jeg fik en andenplads, en tredjeplads og en sjetteplads i de tre løb, der tegnede konkurrencen. Ejerne af de heste, jeg kørte, var glade, da jeg kom i stald, og jeg var tilfreds med og stolt over, at jeg havde kørt pænt og snild.

- Jeg tror dog, at hvis det havde været mine egne heste, så måske jeg havde turdet tage lidt flere chancer – kørt lidt mere på marginalerne, for så var det jo netop kun mig selv, jeg skulle stå til ansvar overfor.

Debuterede med sejr

– Jeg har siden barnsben beskæftiget mig med travheste hjemme hos min mor og hendes mand, Flemming Nielsen, og siden hos trænerne Søren Johansson og Henrik Lønborg.

Faktisk har Stinne siden hun var hos Søren Johansson på Fyn dannet par med den fynske travkusk Morten P. Kramer, som er søn af amatøren Bjarke Christensen, og de to – far og sønnike - fremstår som nogle af de mere fremtrædende amatørkuske på Fyens Væddeløbsbane. Den familie har haft med travheste at gøre i mange herrens år.

- Ja, og så synes jeg jo også, at jeg skulle give det et skud som kusk for at se, om jeg havde de fornødne evner til at køre løb, fortæller Stinne, der lod debuten indfinde sig i 2019. Det var i Billund i et såkaldt SU-løb – et formløb - og det vandt hun. Med sin svigerfamilies Perseus.

Stinne _S_Svanhede _WEB_Den første sejrsbuket - den første start som kusk. Stinne er sej. Den 31. oktober 2019 på Billund Trav. Foto: Kjeld Mikkelsen

Siden er det bare gået slag i slag for Stinne Svanhede. Nu her fire år efter, har hun kørt omkring 130 løb og sejret i de 14 af dem. Samlet er det endvidere blevet til 10 andenpladser og 18 tredjepladser. Jo, hun har skam fået vist at have de fornødne evner til at være travkusk. Ellers havnede man jo nok heller ikke i en EM-konkurrence.

Matematik sjovt, men heste er sagen

Om sin opvækst i det midtjyske fortæller Stinne:

– Skolen var for sjov. Hestene var det, der betød noget. Det var alvor.

Hun blev i 2018 færdig med gymnasiet, hvorefter hun sagde ja til en tjans som fuldtidsbeskæftiget staldpige hos træneren Søren Johansson på Fyn.

– Jeg havde kørelicensen med mig – den tog jeg i øvrigt sammen med min mor, allerede da jeg var gymnasieelev, på Jydsk Væddeløbsbane. Men det var altså først nogle år efter, faktisk i 2019, jeg for alvor prøvede kræfter med det at køre travløb, forklarer Stinne videre.

Efter 10 måneder hos Søren Johansson fik Stinne tilbud om arbejde hos Henrik Lønborg i Århus, hvor hun var cirka i et halvt år. Herefter koncentrerede Stinne sig om arbejdet med hendes og Mortens heste, som er opstaldet hos Mortens far Bjarke Christensen i Fangel. Stinne og Morten bor i en lejlighed kun to minutters gang fra Bjarke og hestene.

– Jeg er med til at passe Mortens families heste. Der er vel faktisk et antal på små 20 løbsheste. Ja, vi har tilsammen også et par følhopper, men avl er nu ikke det, vi satser mest på.

Bjarke _Morten _Stinne _web_Bjarke Christensen. Morten P. Kramer. Stinne Svanhede. Foto: Kjeld Mikkelsen

Bjarke og Morten råder blandt andet over følhoppen Babe From Above, der i år har føl efter Maharajah. Morten og Bjarke har tilsammen hendes toårige søn Kombardokramer efter Muscle Hill.

Stinne kunne godt lide matematikfaget, da hun gik i gymnasiet, og hun funderede længe på at læse videre inden for et studie, hvor matematikkundskaberne kunne være relevante. Hun går og tæller på knapper om, hvorvidt hun skal vælge at uddanne sig til revisor eller ej. I mellemtiden arbejder hun som pædagogmedhjælper. Næsten al fritid reserverer hun så til hestene.

– Jeg kan også godt lide at være fysisk aktiv, så at satse på noget med et stillesiddende erhverv er måske en udfordring, funderer Stinne.

– Jeg har dog god tid at tænke mig om inden en eventuel studiestart til efteråret. I hvert fald nyder jeg lige nu at arbejde med hestene. Men det er nok for riscy en business at satse på, at travet skal kunne give én en livs-indkomst, spekulerer Stinne videre.

”Projekt-heste”

Om den allernærmeste fremtid har Stinne sammen med Morten gjort sig sine tanker:

- Vi havde en rigtig god sæson sidste år. Men skal vi fortsætte i det spor, kræver det nok, at vi skifter nogle stykker – måske mindst tre eller fire – af vores løbsheste ud. Vi har nogle, som vi har taget ind som det vi kalder ”projekt-heste” – det vil sige heste, som af den ene eller anden grund ikke lige kan gå ud og præstere. Der er ting, der skal arbejdes med først.

- Og ja, nogle er så fortsat med at være projektheste, og det dur jo ikke. Jeg kan godt lide at arbejde med de her ”projekt-heste”, som alt andet lige også er nemmere og billigere at få fat på. Heste, der kan gå lige ud i et løb og præstere en fin tid, de er ofte ret dyre og hænger ikke på træerne. Men vi skal i hvert fald de næste par måneder se at få skiftet lidt ud i vor stald, udreder Stinne.

Starthestene i Skive tirsdag aften

Tirsdag aften på BioCirc Arena i Skive skal Stinne Svanhede så ud med to heste.

Den første er Freiherr Faust i Skive Amatørserie. 6 løb – V65-6/V4-4.

- Det er jo mine forældres og deres venners hest. Jeg har kørt ham før, og også prøvet at køre ham i træning hos Morten Juul nogle gange. Måske har han endnu ikke vist sig så prangende i år, som han var sidste år, men han løber da stadig på de der 1.15-tider. Nu står han nogenlunde godt til i løbet og fra et godt spor. Han er en stærk og reel hest, så må jeg se, om jeg kan give ham et fornuftigt løb. Han er tippet etter i programmet, så jeg har noget at leve op til. Han er jo nærmest født i andet spor, så mon ikke jeg kan få ham med hjem til at kæmpe om de gode penge.

Stinnes anden køretur finder vi i ottende løb – et formløb for amatører og jockeys. Det drejer sig om tretten år gamle Tristan J B, der trænes af J. B. Pedersen.

- Den køretur er faktisk et afkast af min Norgestur i sidste uge. Jørgen B. Pedersen var i sin egenskab af formand for Foreningen af Danske Travamatører med på turen, og vi rejste derop sammen. Min mor var også med. Min kæreste Morten blev jo hjemme for at passe sin beslagsmedsforretning.

- Og min mor kunne ikke dy sig for at spørge Jørgen, om han ikke kunne formidle nogle flere køreture til mig den her tirsdag, nu jeg skulle starte i Amatørserien. Jørgen var frisk og tilbød mig sin egen hest, Tristan J B. Han er jo en aldrende herre, altså Tristan J B, der helst skal undgå et løb i ryg, for han er netop så gammel i gårde, at han ved, det betyder hårdt arbejde, når man skal ud at runde de foranliggende. Det gider han ikke rigtig, har jeg ladet mig fortælle. Til gengæld skulle han føle sig som en konge i spids. Så jeg må se, om jeg fra startspor fem fra grunddistancen kan få dirigeret ham helt frem, men det er jo ikke bare lige sådan. Men jeg vil gøre mit bedste.

LIVI_PLATINI_H_M_DSC_9419Livi Platini H M vinder finale i FDT Sommerserie på FVB 31. juli 2022 - i sulkyen Stinne Svanhede. Foto: Gorm Johansen.

Frontfoto: Diva Faust og Stinne Svanhede på æresrunde på FVB efter sejr 1. april 2022. Foto: Gorm Johansen