Af Mikkel Johansen
Der venter en spændende V65-omgang på Biocirc Arena i Skive, hvor flere favoritter har yderst svære forudsætninger, og det kan åbne op for overraskelser i spillet.
En kusk, som er forholdsvis hyppigt repræsenteret, er Kasper Foget, som har fire køreture på dagen. Den ene af disse er med en egentrænet hest i Starcatcher, som kommer med en frisk sejr i bagagen, taget efter devisen “spids og slut”.
Samme scenarie virker dog på forhånd en kende usandsynligt med yderste spor i volten og forhåndsfavoritten indvendigt for sig i Jeppas Voodoo. Men hvordan ser Foget selv på chancerne?
- Det er lidt andre forudsætninger end senest, men kommer han fint afsted, skal jeg tro på en vis chance, siger han.
Ser du faresignaler ved yderste spor i volten?
- Første gang, jeg startede ham, var han jo lidt for stresset, men senest var der ingen problemer, så jeg tror nok, det skal gå. Men det sidder da lidt i baghovedet.
Vinderchance?
- Ja, det skal den være, men jeg frygter lidt at havne udvendigt på Flemmings hest, og det er vel umiddelbart den værste imod, så det kan selvfølgelig blive lidt hårdt at skulle gå derfra.
For sin mor kører han i ottende løb Jumpin Charles, som debuterede som femte i et Made In Denmark-løb på Fyn.
- Den havde trænet godt op til debuten og gået et godt prøveløb, så jeg havde lidt forventninger til den, men den blev noget stum de sidste 30-40 meter. Der havde været lidt sygdom i stalden op til starten, så måske det spillede lidt ind.
- Det er en stabil og travsikker hest, som nok skal gøre et fint løb, og forhåbentlig får vi en fin præmie.
Du virker ikke til at tro på, at det er noget for vinderspillerne?
- Nej, ikke umiddelbart.
Dagens to øvrige køreture omhandler Alfas Ippon og High Shadow, hvor især sidstnævnte ligner en spændende chance trods pause siden starten af januar:
- Der er et par skrappe heste fra tillæg, og vi har samtidig et yderligt spor i volten, så det er vel lidt outsiderbetonet, videregiver Foget slutteligt.
Et baneprogram til løbene kan ses her, hvor første løb er sat til at gå klokken 16.45.