Af Mikkel Johansen
Der er lagt op til en fantastisk løbsdag på Charlottenlund Travbane, hvor Copenhagen Cup er søndagens ubestridte hovedbegivenhed.
Rammerne om Copenhagen Cup dannes i den grad med et spændende V75-spil, hvor der er mange åbne afdelinger og meget få holdepunkter. Ja, måske findes det bedste holdepunkt ligefrem i selve hovedløbet? I hvert fald ligner Önas Prince hesten at slå.
En stald, som er forholdsvis hyppigt repræsenteret indenfor dagens største spilleform, er Team Flemming Jensen. Foruden E Type Cash, som man allerede tidligere på ugen har kunnet læse om på Danskhv (se her), så har Aalborg-træneren yderligere fem heste med til hovedstaden.
Chancerne vurderer staldens jockey, Mads Henriksen, som videregiver følgende omkring Haut Doctor og Pure Attack, der begge er at finde i dagens fjerde løb:
- Begge heste har god form, men de har jo været uheldige med lodtrækningen (spor otte og elleve, red.). Distancen magter de begge to, og for især Haut Doctor er det vel kun en fordel med de lidt længere løb. Det kommer ikke bag på mig, hvis nogen af dem ender langt fremme, men det kræver selvfølgelig lidt held.
I anden afdeling af V75-spillet gælder det Generalen, som jagter femte sejr på stribe i et forsøg på at lande en start i Elitloppsweekenden:
- Den udvikler sig hele tiden og bliver bare bedre start for start. Planen er, at den kommer uden sko og med amerikanervogn, så vi optimerer, hvad vi kan. De løber ikke fra den, og den skal have en vis chance.
I V75-7 har stalden to heste med i Hoppeeliten i form af Glorius Rain og Eenymeenyminymoe. Førstnævnte galopperede i et forsøg på at ramme føringen senest:
- Vi prøvede at køre den uden sko, og den var en smule for let i balancen. Vi kører med sko denne gang, og det er en hest, som er bedre end sine seneste resultater. Vi rangerer faktisk hesten ret højt, og jeg synes ikke, den skal glemmes helt, siger Mads Henriksen om Glorius Rain.
- Eenymeenyminymoe har et uheldigt spor, og det skal flaske sig en del derfra. Desto mere tempo, jo bedre for hendes del, da hun er mere stærk end speedy.
Hvordan sætter du de to hopper op i forhold til chancerne?
- Jeg føler faktisk, at der skal være en lille fordel til Glorius Rain.
Løbsdagen på Lunden starter klokken 13.00. baneprogrammet finder du ved at klikke her.