Af Dennis Stenbæk
Først var det Final Countdown, som han havde lovet et offensivt oplæg med og det kom så sandelig til at holde stik for fra spor 8 bag bilen lynstartede han og var i front inden tårnet og så hoppede Bjarke straks op på bremsepedalen så efter en hvirvlende indledning blev åbningen blot på 15,8/500 og kilometeren dæmpet yderligere til 1:18-fart.
I opløbet blev han angrebet flere steder fra, men Final Countdown var modig nok til at stride hele vejen ind og vinde på 17,0/2140 auto før en hastigt afsluttende Good Luck og Iniesta Bros, mens heste som Eldorado Lixarve og Early Hydrup begge gik over mål med alle kræfter sparet uden mulighed for at komme nogen vegne fra hhv. vinderhullet og 3. indvendig.
- Han er hurtig og specielt lige når bilen slipper så det er bare at fyre for han KAN ikke hoppe. Måske fik jeg dæmpet lige vel meget, men det gik jo alligevel. I spids tager han i og vil gerne, mens han ikke rigtig gør noget fra rygge, sagde Bjarke Haagensen efter sejren med den Lene L. Larsen-trænede 6-åring.
Aksel Jensen var sygemeldt denne gang så derfor fik Bjarke en tur med Ilyushin, som han dirigerede til front kort efter start trods tillæg.
Og her kan man sige, at hvis Final Countdowns sejr var af den mere knebne kaliber så var Ilyushin ganske overlegen, da hun vandt med flere længder før hastigt afsluttende Arn Kronos og Count on Me K G på 17,5/2160 volte.
Ilyushin havde ganske let spil ved Bjarke Haagensens anden sejr denne dag - Foto: Danny Stenbæk
- Jeg kom rigtig godt fra start og jeg ville prøve at komme foran Johnny, men da jeg først kom foran bestemte jeg ikke selv farten vil jeg sige. Jeg forsøgte bare at holde den lidt på biddet og hun gjorde det faktisk fint. Jeg havde en god fornemmelse. Jeg lettede lige lidt på linerne på sidste langside og det svarede hun godt for og det er jo et godt tegn, sagde Bjarke Haagensen efter sejren med den Aksel Jensen-trænede hoppe.
Sin første sejr husker man altid og den kom for Seppe van der Haegen i karrierens 38. forsøg denne torsdag.
Det skete med Emil V P, der i det første af formløbene var spillet til favorit og efter at Seppe van der Haegen havde kæmpet spidsen til sig kort efter start så var det "smooth sailing" resten af vejen.
Ganske vist forsøgte Sofarsogood over de sidste 800 meter, men i opløbet gik Emil V P langt væk til klar sejr på 19,2/2140 volte før Sofarsogood og C'est la Vie Faust.
Emil V P skaffede Seppe van der Haegen sin første karrieresejr - Foto: Danny Stenbæk
- Jeg er bare rigtig glad. I opløbet gjaldt det bare at komme helt til mål og de sidste 50 meter var bare rigtig dejlig, sagde Seppe van der Haegen efter sin første karrieresejr, der blev taget via 1:17-fart den sidste runde.
Se mere på www.nykftrav.dk/om-banen/nyheder/ og www.derby25.dk