Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

April måneds profil

Bo W thumbnail_IMG_3865
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
03. juni 2023 0:00

Bo Westergaard gjorde sig i april bemærket både som kusk og træner. Han hjemtog på suveræn vis titlen som Danmarks Mester for Travtrænere 2023, og stod på den ene eller anden vis bag vinderne af såvel Pay Dirts som Lord Valentines Mindeløb. Som kusk og træner boltrede han sig i det jyske, det fynske og det norske og det svenske. I sidstnævnte land præsterede en af stald Westergaards hurtigklassetravere en 09-tid.

Af Allan Loft

April måned startede for Bo Westergaard med brask og bram. Ganske vist holdt han fri fra løbsdeltagelse nogle af de første dage i april, men den 7. april sagde det Bang! Da skar Seven Nation Army målstregen i den elitloppsrelevante tid 1.09,6/1600 ma i Prix Carl Philips Jubileumspokal på Färjestad.

Det gav andenpladsen til en værdi af godt 102.000 kr. bag vindende Jimmy Ferro BR med italieren Alessandro Gocciadoro i sulkyen. Seven Nation Army satte ved den lejlighed ny personlig rekord. Og så var den i fronten af løbet undervejs med til at skabe den fartfest, løbet udviklede sig til.

Bo Westergaard IMG_8777Bo Westergaard på overste podieplads som Danmarks Mester for Travtrænere 2023. Foto: Kjeld Mikkelsen, som også er ophavsmand til frontfotoet

Midt i april måned kunne Bo Westergaard så konstatere, han havde erhvervet ny hjelm, nemlig den gyldenfarvede hjelm der følger med titlen som Danmarks Mester for Travtrænere. Over de tolv DM-afdelinger fordelt på banerne BioCirc Arena og Spar Nord Arena var titlen allerede i ellevte afdeling i hus qva 2 sejre, 3 andenpladser, 2 tredjepladser og 3 mindre placeringer.

Se video af kåringen her.

Derudover bød april måned på sejr til stalden i Lord Valentines Mindeløb med I D Exceptional foran Seven Nation Army. Her var det staldens førstejockey Nicklas Korfitsen, der styrede vinderen, mens principalen sad bag andenhesten.

Stegte duer

Vi har skrevet det før og skriver det gerne igen: Bo Westergaard er her og dér og alle vegne. April måned bød ud over starter med gode resultater til følge på de danske baner også på starter i vores skandinaviske broderlande, også ofte med sejre eller gode placeringer til følge. Brilleret i Norge har Hollywood Stone, I D Exceptional, Painted Genius, Thai Mississippi og ikke mindst sidste års derbyvinder Get A Wish, som Bo Westergaard sidst i april kørte til sejr i Kjell Håkonsens Minneløp på Forus-banen. Og I Sverige har staldens Mook, Hollywood Stone, Thewinnertakeitall, Herina Sotto, Gucci Line og B A Superhero på bedste vis vist flaget.

Bo Westergaard -thumbnail _IMG_8211Bo Westergaard i en glad og afslappet stund efter en af hans mange sejre. Foto: Kjeld Mikkelsen

Man kan ikke klandre Bo Westergaard, hvis han lige nu går rundt og føler det, som om stegte duer flyver direkte ind i munden på ham. Manden, der sidste år på Hestesportens Galla blev kåret som såvel Årets Travtræner som Årets Travkusk, og som blev champion blandt trænerne på sin hjemmebane Spar Nord Arena, fortsætter altså i det spor, han allerede har banet, og det ser faktisk ud til, han agter at udbygge det – sporet.

Bo Westergaards træningsetablissement med hovedsæde på Vang Hovedgaard nord for Nørre Sundby kunne i april lade sig notere for lige over tyve sejre. Bossen selv sad op bag knap 60 % af staldens sejrherrer m/k.

Alsidig

At Bo Westergaard virkelig er alsidig, altså både præsterer som træner og som kusk, illustreres dels ved mesterskabet for travtrænere, hvor man jo per definition – som oftest i hvert fald - er tilmeldt fremmedes heste, men også ved, at han derudover vandt løb med andre træneres heste – her tænker vi på Joy Me’s fuldstændigt outstanding præstationer i april, hvor Joy Me bl. a. tog sig af Pay Dirts Mindeløb månedens sidste løbsdag på BioCirc Arena.

Den forslidte frase om at ’han fik travsporten ind med modermælken’ passer egentlig fortrinlig på Bo Westergaard, hvis far er træner og opdrætter Kaj Westergaard. Ligesom faren deltager 44-årige Bo gerne i maratonløb, og gennem det opnår han måske en bedre indsigt i, hvordan man træner sig i at løbe uden at syre for meget til og kan bruge det i sit professionelle virke, selvom man selvsagt ikke 1:1 kan sammenligne langdistanceløbere inden for menneskearten med travheste.

SEVEN_NATION_ARMY_D2I83262Seven Nation Army på Lunden sidste år. Foto: Burt Seeger

Ud over hvad han har med hjemmefra af visdom omkring travheste, har Bo Westergaard i en årrække været lærling hos Flemming Jensen, inden han omkring millenniumskiftet nedsatte sig som selvstændig på banen i Aalborg. Herefter har han haft en periode som træner i Norge, inden han i 2018 atter flyttede teltpælene tilbage til sin hjemstavn.

Baggrund

Månedens Præstation og Månedens Profil er to nyindstiftede hædersbevisninger, hvor udnævnelsen løber af stablen fra og med april 2023. Det sker som led i et samarbejde mellem Bet25/Hest og Dansk Hestevæddeløb, og til at udvælge de emner, der skal tildeles hæderen, har man sammensat et ekspertpanel med repræsentanter fra hver af de to organisationer. På en løbsdag i nær fremtid vil de udkårne få tildelt hædersbevisninger.