Igennem en årrække har Jydsk Væddeløbsbane sidst på sæsonen haft to storløb for de toårige heste. I september/oktober har de yngste heste dystet i Stayeprøven, og i november måned i den Jydske Vinterfavorit.
Det ændres dog i sæsonen 2023, hvor Stayerprøven udgår, og den afløses af 2-års Grand Prix, som løbes allerede søndag den 2. juli.
- Der har kun været 4,7,3 og 5 heste i Stayerprøven de seneste fire år.
- Samtidig falder galopdagene den 28. august og 28. september i Aarhus tæt på henholdsvis Dansk Kriterium og Dansk Galops Auktionsløb på Klampenborg Galopbane, fortæller sportschef for provinsgaloppen Henrik Brendholdt og supplerer
- Derfor har jeg fået den ide at rykke løbet frem til 2. juli og kalde det 2-års Grand Prix. Det bliver dermed det første større 2-års løb i Danmark i 2023. Præmiesummen forventes at blive omkring de 90.000 kroner, og distancen er 950 meter, slutter Brendholdt af.
Der skal anmeldes til det nye storløb mandag den 8. maj.
Den Jydske Vinterfavorit - Købmand Herman Sallings Mindeløb, afvikles lørdag den 11. november.
Birgitte Nielsen-trænede Go Go Surprise vandt i 2022 den foreløbig sidste udgave af Stayerprøven. Foto: Ole Hindby.