Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Holder Steen Juul sejrskadencen?

Steen Juul D2I32281
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. februar 2023 7:00

Steen Juul gæster sjældent Jydsk Væddeløbsbane uden at vinde mindst én sejr. Bliver der også blomster til fruen i dag?

Af Niels Jørgensen

I løbet af de seneste seks måneder har Steen Juul været til start på ni løbsdage i Århus, og kun en enkelt gang – 14. oktober – måtte træneren returnere til Sjælland uden at have vundet løb. Ved de øvrige otte besøg vandt Steen i alt 11 sejre.

Set i det lys er det ikke så underligt, hvis spillernes også har Steen Juul kraftigt med i beregningerne til dagens løb på Jydsk Væddeløbsbane.

Fra klokken 12.45 er banen vært for først Lunch-V4 og siden en V5-omgang. Juul har tre heste fra eget træningskvarter med i transporten.

»Florican Rold (1. løb) har gået pænt og skal kunne være med som en triochance, men den får svært ved at matche Freeze,« indleder Steen Juul.

Det virker ellers som om at Florican Rold har løftet sig?

»Joh, den går pænt, og hesten kæmpede også godt på senest. Selv om det blev lidt “tight”, så gjorde den en god indsats.«

I V4-4 gælder det nyerhvervelsen Hamish.

»Hamish (4. løb) starter lidt som en test for at vi kan se, hvor vi står. Hesten har gået pænt i de seneste løb for Victor inden den kom til os. Det bliver spændende at se, hvor hesten står nu. Jeg kan ikke rigtigt bedømme hesten chancemæssigt, men når vi træner virker den stærk og reel,« siger Steen Juul.

»Andre Ward skal være en god chance«

Hvis ikke Steen Juul allerede har vundet den “obligatoriske” dagssejr så kan den eventuelt komme i Fastelavnsløbet. Her skal Andre Ward ganske vist give 60 meter forud til Easiersaidthandone, men kommer også med veldokumenteret stærk form. Senest som tæt anden bag Coventry Hall i Odense mens den i starten forinden var uheldig i V75-sølvdivisionen.

»Andre Ward (6. løb) gik godt senest og leverer altid gode løb. Der er selvfølgelig et par gode heste imod, men det er der altid. Det skal være en god chance.«

Er distancen en fordel?

»Det er vel ikke nogen decideret fordel og han er blevet en ældre herre, men han klarer det.«

En vinderchance?

»Ja, det skal han være,« sammenfatter Steen Juul.

Endvidere gæstekører Steen Juul amatørtrænede Ginger Ice, som udstråler fin dagsform.

»Ginger Ice (3. løb) gik godt senest. Det var lidt uheldigt at en foranliggende hoppede ind på opløbet. Det tabte Ginger Ice i hvert fald en placering på. Den havde været med helt fremme, hvis ikke den var blevet generet,« siger Steen Juul.

Extreme er startklar, men …

Hvornår begynder nogle af dine stjerner at dukke op i løbene?

»Der er ikke planlagt noget. Extreme skal vente lidt endnu og Festival of Speed har boreliainfektion og er blevet medicineret.«

Hvad er status konkret for Extreme og hvor langt er den fra start?

»Jeg afventer at få en 100 procents-erklæring fra dyrlægen på at vi kan fortsætte. Skaden er helet fantastisk fint op og vi må fortsat træne på det niveau vi nu har gjort. I princippet er var hesten startklar for 14 dage siden, men vi tager den fortsat lidt gelinde,« siger Steen Juul og tilføjer:

»Vi tager løbende nogle scanninger indtil vi er 100 procent sikre. Jeg tør ikke nævne potentielle løb før jeg har fået en 100 procent erklæring fra dyrlægen om at der ikke kan gøres mere og at det herefter bare er at tage chancen.«

Og Jacques?

»Han træner på. Han har ikke nogen forholdsvis høj grundpræmiesum at bære på, så han kommer vel ud i slutningen af marts.«

Der findes også otte ustartede treåringer på din træningsliste.

»De er på trapperne. Flere af dem er også godkendt, men jeg vil lige være helt sikker på, at vejret og banerne er stabilt. De begynder også at “drysse ud” i midten og slutningen af marts,« siger Steen Juul.

Man får imidlertid ikke træneren til at fremhæve en enkelt af de ustartede frem for andre.

»Selvfølgelig har man altid ideer om nogen som udmærker sig særligt. De må lige ud at bevise det før man overgiver sig, men de træner godt og det tegner spændende,« siger Steen Juul.

Man kan også tælle seks toåringer på din træningsliste. Er der nogen i flokken som ligner toårs-startheste?

»Der er måske en som stikker ud. Om den skal starte som toåring eller ej har jeg ikke helt taget bestemmelse om, men hesten træner godt og har fulgt skemaet, så det ser fint ud.«

Søndagens løb på Jydsk Væddeløbsbane indledes kl. 12.45. Baneprogrammet kan ses HER

Der findes yderligere træner- og kuskekommentarer på Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside HER