Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Thomas Bonde.Foto: Hesselborg Foto

Fremtiden er uvis for Thomas Bonde

Thomas Bonde
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
23. februar 2023 11:00

Thomas Bonde har ikke været i sulkyen siden januar måned og forventes ikke at vende tilbage indenfor den nærmeste fremtid. 

Af Mikkel Johansen

Ikke siden d. 20. januar har Thomas Bonde kørt væddeløb. Ved et kig på træningslisten vil det også fremgå, at der faktisk ikke er nogen heste tilbage hos den tidligere Aarhus-træner, som nu er tilknyttet Fyens Væddeløbsbane. 

Hvor bliver du af?

- Jeg fik en ny hofte i starten af februar og bruger lige nu alt min tid på genoptræning, fortæller han. 

Adspurgt om, hvorvidt heste vil vende tilbage til træningslisten på et senere tidspunkt, svarer han:

- Nej, jeg har ikke planer om at drive en trænerforretning mere. Jeg ved heller ikke endnu, om jeg vender tilbage som catchdriver eller går over til at køre med amatørlicens. 

Bonde Aarhus

Sidst Thomas Bonde besøgte vindercirklen var i december måned, hvor han kørte Conch Silvio til sejr. Foto: Ole Hindby.

Hvornår vi under alle omstændigheder skal forvente at se Bonde tilbage i sulkyen igen står ikke lige for. 

- Jeg har en genoptræningsperiode på tre måneder, men jeg vender først tilbage, når kroppen føles klar til det. Jeg har det under omstændighederne godt og glæder mig til at kunne lave noget igen. 

Du er ikke den første træner til at få nye hofter. Skyldes det de mange timer i sulkyen?

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror mere det er slid efter mange år med hårdt fysisk arbejde. Hvis det kom af de mange timer i sulkyen, skulle Birger jo være blevet invalid for lang tid siden, slutter han.