Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Væddeløbsbanerne maler byen grøn

JVB Bus Bagside Trav
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
03. april 2023 15:15

Dansk Hestevæddeløb og væddeløbsbanerne i Aarhus og Odense har lanceret en omfattende kampagne, der skal tiltrække flere gæster.

Af Jakob Worm Bisfort

Dansk Hestevæddeløb har i samarbejde med Derby25 de seneste år været med til at løfte sporten på mange parametre. Et fælles mål er at tiltrække endnu flere gæster til landets baner, og med kampagnen tages et stor skridt i den retning.

Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus er sammen med Fyens Væddeløbsbane i Odense udvalgt som pilotprojekter, og i de kommende måneder vil væddeløbsbanernes grønne farver dominere bybilledet, når der skrues markant op for markedsføringen af udvalgte løbsdage.

Budskabet om at opleve ”Hestekræfter, hygge og spænding” vil ses på busreklamer, busskure og LED-skærme ved indfaldsveje og i storcentre. Kampagnen vil også foldes ud digitalt på sociale medier, YouTube og i radio og TV-spots.

Initiativet vækker glæde Derby25:

- Vi er glade for samarbejdet med Dansk Hestevæddeløb og landets baner. Det er dejligt, at væddeløbsbanerne i Aarhus og Odense går forrest for at markedsføre sporten. Atmosfæren omkring hestevæddeløb er et unikt produkt, og det er vi stolte af at bidrage til, siger Anders Mørup, der er marketingschef i 25syv - det danske spilselskab bag Derby25.

JVB Bus Bagside TravBusreklame i Aarhus midtby.

Kampagnen indledes med påskeløb

På Jydsk Væddeløbsbane er der blandt andet udvalgt fem fredage frem mod sommerferien – den første langfredag i påsken. Kommerciel chef Anders Ebsen hilser samarbejdet velkomment:

- Vi er spændte på kampagnen, og glæder os til forhåbentligt at byde mange nye besøgende velkommen i løbet af foråret. Derudover får vi en masse markedsføringsmæssige erfaringer, som vi kan tage med fremad.

Også i Odense håber man på et – besøgsmæssigt – flot, fynsk forår, der indledes med løb skærtorsdag. Adm. direktør Claus Juncker forventer, at samarbejdet vil kunne aflæses i besøgstallene til de seks udvalgte løb:

- På Fyens Væddeløbsbane glæder vi os enormt. Vi har store forventninger til det øgede markedsføringstryk, og vores team af værter er klar til at sikre en masse nye mennesker en forrygende hestevæddeløbsoplevelse.

- På den samlede sports vegne glæder jeg mig også over kampagnens storytelling, hvor hestevæddeløb markedsføres som en totaloplevelse. Det vurderer jeg, bliver afgørende for at vækste sporten markant på den lange bane.

Bruuns Galleri

LED-skærm i Bruuns Galleri i Aarhus, som hvert år tiltrækker flere end 10 mio.besøgende.