Af Jakob Worm Bisfort
Det er en forventningsfuld direktør, der i disse dage tæller ned til en af årets store løbsdage på BIOCIRC ARENA:
- Vi glæder os til en festlig løbsdag, hvor hele familien kan opleve hygge og spænding, fortæller Carsten Terp.
- Man vil kunne se nogle rigtig gode heste på søndag, og vi har sørget for gode rammer, så alle kan få en hyggelig dag.
Hoppeborg og ponyløb.
For de mindste vil der være rig mulighed for at brænde energi af i hoppeborgen eller på legepladsen – og midt på løbsdagen afvikles der et ponyløb.
- Søndag kl. 14 er et tidspunkt, der appellerer til børnefamilierne, der skal ud og have en hyggelig oplevelse sammen. Og børn under 18 år har i øvrigt gratis adgang, fortæller Carsten Terp.
Dørene åbner kl. 11 og starten på første løb går kl. 14. Gæsterne kan nyde et måltid fra de tre spisesteder, der også vil servere mad under åben forårshimmel.
Der forventes mange tilskuere til de traditionsrige mindeløb, der har rødder tilbage til 1984.
De tre musketerer fra Amerika
Og så er der lige det med navnet, for på søndag mindes man tre ”musketerer”. Det er dog ikke musketererne fra franske Alexander Dumas’ roman – men derimod tre avlshingste, der i 1960’erne blev fragtet over Atlanten for at tilføre dansk travsport nyt blod.
De tre heste mindes i hvert sit løb – dagens tre første. Det første mindeløb blev kørt tilbage i 1984, så søndagens løbsdag vil emme af både traditioner, spænding og familiehygge.