Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
I dagens tætteste opløb trak Billi Time det længste strå for første gang i årFoto: Gorm Johansen

Tredje gang blev lykkens gang for Billi Time

BILLI_TIME
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. september 2022 17:00

Billi Time kom på vinderpladsen for første gang i år, da den akkurat klarede sig først over stregen i Karl K. Pedersens Mindeløb. 

Af Mikkel Johansen

Det var en uigenkendelig Billi Time, som gjorde sine to første starter i år, hvor den begge gange sluttede udenfor de tre første. Derfor fik hesten en træningsperiode og var nu igen klar til at forsøge sig denne søndag på Fyens Væddeløbsbane. 

Hyret ind til opgaven var Casper M. Nielsen, som forståeligt glædede sig til køreturen med S J’s Photo-sønnen. Den var kneben næstfavorit til Arm Bri, som i sin seneste start havde vundet på en 1.13-tid i Aarhus. 

Fra start var det staldkammeraten C You Again, som åbnede bedst, men denne slap beredvilligt spidsen fra sig, da Casper M. Nielsen ville frem for at overtage. 

Det næste stykke vej var der stilstand i positionerne, men udvendigt begyndte Dandit efterhånden at blive mere nærgående. Billi Time lignede midt på opløbet en sikker vinder, men en tapper Dandit gjorde et sidste forsøg i at nå forbi, men uden held. 

Begge heste leverede toppræstationer og var uadskillelige ved målpassage, men fordelen blev givet til Billi Time, som vandt årets første sejr i tiden 1.14,6/2140m. Charlie Game sluttede fortrinligt af til tredjeplads, mens flere af de øvrige deltagere sad fast med mange kræfter sparet. 

Går mod Grand Circle

Go Fast Shadow jagtede hattrick som et led i matchningen mod at skrappe nok point sammen til, at en start i Grand Circle Hoppechampionat senere på året kunne blive en realitet. 

Selvom den var klar favorit, fik Orlando Vici-datteren intet foræret. Den blev budt en rejse udvendigt på Go On A P, men den fik tilkæmpet sig et overtag til slut, og det synes efterhånden mere og mere sandsynligt, at en start i Grand Circle er en realitet. 

Ifølge Birger Jørgensen var der kræfter sparet, selvom det var tæt over mål. Vindertiden var denne gang 1.14,0/1640m. 

GO_FAST_SHADOW

Go Fast Shadow var stærk som en bjørn.

Der er mange flotte præstationer at fremhæve yderligere fra søndagens løb på Fyens Væddeløbsbane. Gladiator vandt for Michael Lønborg efter at have lukket i 1.09-fart de sidste 500 meter. Casino Royal nåede spidsen i femte løb og var helt overlegen. Diva Faust var meldt i klassen og choksejrede til 60 gange pengene - blot for at nævne et par stykker. 

Se repriser fra samtlige ni opgør på Derby25 live

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere