Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Got Swagger vinder Hoppe Derby Consolation for René Kjær.Foto: Burt Seeger

Nyt kapitel til succeshistorien om Got Swagger på fredag?

GOT_SWAGGER_S2_4349
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. september 2022 17:00

Buen bliver spændt for vinderen af Hoppe Derby Consolation, som på fredag møder Golden C N og Co. i Aalborg Hoppechampionat. 

Af Mikkel Johansen

Aalborg Store Pris-weekenden nærmer sig og gør det med hastige skridt. For første gang siden sidste weekend i august skal årgangstoppen på ny krydse klinger. Det er vanen tro på Racing Arena Aalborg, hvor der fredag og lørdag køres derbyrevanche for henholdsvis hopperne og hingste/vallakkerne.

Fredag gælder det Aalborg Hoppechampionat 2022, hvor forgrundsfiguren selvsagt er derbyvinderen Golden C N, som atter starter fra bagspor. Præcis som den gjorde i hoppederbyet, hvor den alligevel var konkurrenterne overlegen til slut. 

I det 12 hestes store felt på fredag er der nye modstandere i blandt, som vil forsøge at bryde Golden C N’s titelforsvar. Af disse kan nævnes Got Swagger, som for første gang skal møde de bedste i årgangen efter sin, for nogen, overraskende sejr i Hoppe Derby Consolation. 

Hvordan husker du tilbage på sejren i consolationsløbet her nogle uger efter?

- Det gør jeg selvfølgelig med stor glæde. Det var en stor dag, hvor alt gik op i en højere enhed, fortæller Lillian Uglebjerg.

Baneforholdene på dagen var omvendt langt fra optimale, men ifølge Got Swaggers træner, er det ikke noget, som hesten har lidt under efterfølgende:

- Hun var træt og øm i musklerne efter starten, men det er, hvad man kan forvente. Bentøjet har der ikke været nogen fejl på, og hesten har trænet tilfredsstillende i intervallerne efterfølgende. 

Så der er intet negativt at berette om på hesten inden fredag?

- Nej, det synes jeg ikke. 

En præmie er målsætningen

Som tidligere nævnt er det første gang, at Got Swagger skal møde toppen af poppen. Endvidere har hesten, som igen køres af René Kjær, været uheldig med lodtrækningen, således at udgangspositionen er startspor elleve. 

De faktorer lagt sammen, lægger en dæmper på forventningerne til fredagens opgave:

- Qua hestens starthurtighed er det selvfølgelig træls med startspor i anden række. Vi må håbe på at ramme en god position og så se, hvor det bærer hen. Jeg er i første omgang tilfreds med en præmie, videregiver Uglebjerg. 

Hvad er forklaringen på, at hesten pludselig har vist sig at være aktuel i årgangssammenhæng? 

- Den har fået flere muskler på sig, så den magter opgaven bedre end tidligere. Samtidig har hun mere vilje til at afgøre, så både fysisk og psykisk synes jeg, at hesten har udviklet sig. 

Havde du forventet at have en årgangshest, da du købte Got Swagger?

- Nej, det havde jeg ikke. Det lignede for mig at se en stabil og fin hest, som jeg håbede på kunne klare sig godt i sin klasse, men at den skulle blive aktuel i årgangssammenhæng, havde jeg ikke set komme. 

Find baneprogrammerne her.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere