Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Go On Gardenia og Ginai afgjorde derbyprøven mellem sig.Foto: Burt Seeger

Mønster-heste fra gode spor i hoppechampionat

GO_ON_GARDENIA (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
16. september 2022 7:00

»Normalt er Go On Gardenia ikke dårligere end nogen af de heste den møder,« siger Knud Mønster inden Aalborg Hoppechampionat, hvor stalden også har Ginai med – ligeledes fra et godt startspor.

Af Niels Jørgensen

Sædvanen tro er det “damerne først” når Racing Arena Aalborg fredag og lørdag afvikler banens største meeting.

For hoppernes vedkommende er der i Aalborg Hoppechampionat, præsenteret af Brdr. Thomsen Vadum, tale om noget nær det tætteste man kan komme på et revanchemøde efter Dansk Hoppe Derby.

Derbyvinderen Golden C N med Flemming Jensen har atter startplads i anden række bag startvognen i mødet med hoppederbyets nummer to, tre, fire, fem og syv, foruden nummer første-, anden- og tredjehesten fra Hoppe Derby Consolation.

Skive-træner Knud Mønster er revanche-sulten med Go On Gardenia og Ginai efter et mislykket derby, hvor det som bedst blev til en femteplads med Go On Gardenia mens Ginai galopperede i føring på første langside.

I hvilket omfanget influerede de vanskelige baneforhold på dine hestes performance i Hoppe Derbyet?

»Jeg ved ikke om det skyldtes banen eller om hestene bare var dårlige. Go On Gardenia var totalt færdig med 300 meter igen, og efter løbet var hesten så træt at den var lige ved at lægge sig ned med vognen på, så et eller andet måtte være galt. Ginai hoppede jo i spids. Den har også før galopperet, men normalt aldrig efter der er kørt 400 meter,« siger Knud Mønster og tilføjer:

»Det var så ringe, at jeg ikke har været inde at se løbet igen, og det kommer jeg heller ikke til. Det får jeg ikke noget ud af.«

Er hestene blevet tjekket op siden derbyet?

»Nej. De fik et par ekstra fridage og har ellers bare trænet på. Alt har været i orden. Pulsen har været fin og de har trænet nøjagtigt som de havde gjort op til derbyprøverne og derbyet

Hvordan skal løbet køres fra de gode spor?

»Det ved jeg ikke. Hvis Ginai træder an så er hun jo frygtelig hurtig fra start.  Go On Gardenia har jeg ikke turdet fyre med siden den hoppede i Århus, men normalt er de begge hurtige og bør komme til at ligge med fremme.«

Fornemmer jeg en optimisme hos dig?

»Jeg var kæmpe optimist inden derbyet, men nu skal de lige ses an. De ser begge fine ud og jeg kan ikke mærke noget som helst forkert i træningen, men jeg er spændt på at se dem i løb igen. Specielt fordi Go On Gardenia var så træt som jeg aldrig før har set en hest være.«

»Træningsmæssigt er jeg optimist«

Go On Gardenias indsats i hoppederbyet skal ses i lyset af at hesten 15 dage forinden havde vundet på 1.12,9. Ifølge træneren var hesten aldeles upåvirket efter det løb.

»Efter derbyprøven, da vi stod og vaskede Ginai, sagde jeg til Dag, at han skulle prøve at gå ind i boksen og se Go On Gardenia. Den så ud som om at den slet ikke havde været ude i løb kort forinden. Derimod tog det to timer efter derbyet inden hesten var nogenlunde sig selv. Sådan en oplevelse kan desværre sætte sig i hovedet på hesten, men normalt er Go On Gardenia ikke dårligere end nogen af de heste den møder.«

Og er den også bedst af staldens to deltagere?

»Det synes jeg jo, men som jeg sagde til Dag, da vi kørte over til derbyet, så havde Ginai aldrig trænet så godt i hele dens liv som tilfældet havde været mellem derbyprøven og derbyet, og at jeg derfor ikke var sikker på, at jeg ville komme og køre forbi ham i derbyet ligesom i prøven.«

Så skal vi konkludere at du er optimist med forbehold inden Aalborg-starterne?

»Træningsmæssigt er jeg optimist, men jeg vil lige se hvordan hestene går i løb efter den tur i København,« siger Knud Mønster.

Skive-træneren indleder dagen i Aalborg med en debuterende I’m A Gardenia i Krafft Auktionsløb for hingste og vallakker.

»I’m A Gardenia (1. løb) er en stærk hest som også kan løbe hurtigt nok, men det er en hest som vil slås med mig. Hesten er ikke dum, men kan ind imellem bøvle lidt. Det er også derfor den har hoppet et par gange. Evnerne er gode, og hvis den går fejlfrit så kommer den til at gå et godt løb, men hesten er ikke gjort 100 procent tip-top-klar til at starte her. Den skal udvikle sig med starterne, men jeg forventer en god præstation hvis den er fejlfri,« siger Knud Mønster.

»Gik faktisk rigtig godt senest«

Lørdag aften er Mønster-stalden atter på plads i Aalborg og starter fire heste.

»Herecomes Gardenia (2. løb) har ikke startet siden den dag jeg røg af i Skive. Hesten pådrog sig et grimt hul i bringen og måtte syes. Det har skullet hele helt op, men nu træner hesten rigtig godt. Hesten skal ud i kriteriumsprøven ugen efter, og det er vigtigt, at den lige får et løb i kroppen inden, da det ikke er nogen træningsnarkoman. Hesten skal nok gå et godt løb, men den står lidt hårdt i løbet mod rutinerede ældre heste, så det er primært en placeringschance,« vurderer Knud Mønster.

»Can Tab (5. løb) gik faktisk rigtig godt senest i Århus. Den ramte i vognen undervejs og sluttede godt af uden at være helt kold, så den var rigtig fin. Nu hvor hesten har løb i kroppen efter pause, skal den nok komme til gå et godt løb.«

»Denimcowboy (8. løb) gik også fint i Århus, hvor jeg synes den var lidt opad. Jeg havde haft større forhåbninger i de foregående starter. Den havde virket kanon i træning, men ikke rigtigt gået noget i løb. Senest var hesten sig selv igen. Den tabte vel 10-15 meter ved galop og fik siden “dødens”. Det håber vi ikke bliver tilfældet denne gang.«

Hvorfor kører du ikke selv Can Tab og Denimcowboy?

»Nu var Dag alligevel hernede, så jeg synes han også skulle have lov at køre lidt. Somme tider har nogle heste brug for at få en ny kusk på, og vi har jo set i Norge at Dag er en superkusk. Samtidig er det vore egne heste, så det ene med det andet.«

»Mac Dubh (10. løb) var ude i prøveløb i Århus. Det er den eneste gang hesten har prøvet monte. Den gik helt fint i et løb hvor de kun red de sidste 300 meter. Jeg var ellers ikke for optimistisk angående højrevejen, men det var den eneste mulighed for at få hesten montegodkendt. Den vil være noget bedre venstre rundt, og har nu fået både prøveløbet og et løb i kroppen, så jeg tror, at hesten kommer til at gå rigtig fint,« slutter Knud Mønster.

Aalborgs dobbeltprogram indledes i dag kl. 15.45 med otte løb. Baneprogrammet (fredag) kan ses HER.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere