Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Sabina Gammelgaard vinder med Bonnis Celebrity på LundenFoto: Burt Seeger

Har Sabina monteløbets joker?

Bonnies Celebrity Sabinag 240921
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. september 2022 8:33

En resultatrække præget af nuller kan betyde, at Bonnies Celebrity forbigår spillernes opmærksomhed i dagens monteløb i Aalborg, men det kan være risikabelt ikke at have hesten med i beregningerne.

Af Niels Jørgensen

Eftermiddagens monteløb på Racing Arena Aalborg (V4-4/V5-2) er i henhold til V4-stregfordelingen fra morgenstunden udlagt som en kamp mellem primært Fossa, Great Gatsby As og Diamant Østervang.

Derimod synes Bonnies Celebrity at gå lidt under radaren hos spillerne, trods det faktum at 15 af hestens i alt 20 sejre er vundet netop i montedisciplinen.

»Jeg har en god fornemmelse. Bonnies Celebrity har trænet rigtig hårdt på siden han startede på Falster (Harald Lunds Mindeløb, red.), hvor han tydeligvis ikke var klar. Jeg er åbenbart bedre til at gøre hestene klar for rytter end for vogn. Og så kan han bare meget bedre lide at blive redet på end at løbe i sulky,« konstaterer Sabina Gammelgaard.

På rette vej

Mellem jul og nytår kom Bonnies Celebrity til skade, hvilket kostede lang tid i boksen.

»Siden har det taget lang tid at få ham op i gear igen. Samtidig er han en hest med rigtig meget temperament, så han har givet mig nogle udfordringer i hverdagen, men jeg synes, at det er ved at gå den rigtige vej, både med temperamentet og med kroppen på ham,« siger Sabina.

Hesten synes at være gjort til “underdog” i løbet og er ikke nævnt blandt fem heste i tipsrammen. Er du enig i det?

»Det er jeg glad for, for så er der ikke de store forventninger. Jeg kan godt lide, når hesten ikke bare råbes ud som at “det løb burde han vinde”, men han bør være en outsider. På de tidligere meritter har han jo vist, at han er kanongod til monte.«

Er hesten bare så meget bedre til monte end til sulkyløb?

»Jeg har fået fortalt af dem, som har haft med ham at gøre tidligere, at han udviklede sin starthurtighed første gang han kom under saddel, og han fandt virkelig sin niche der. Det har han også vist ved at han har tjent langt størstedelen af sine penge i monte. Vi ville jo gerne have en hest til hurtigklassen så vi kunne komme ud i de lidt sjovere løb. Jeg ved godt, at det har været et sats at købe en hest, som på papiret måske ser ud til at være “færdig”, men Jenny som har passet ham, mente ikke at han var færdig. Hun mente bare at han havde startet med nogle infektioner i kroppen.«

Tror på triochance

Allerede i første start for Sabina blev det til sejr. Det var i et specialløb på Lunden 24. september i fjor. Der kræves formentlig mere for at kunne være med i topstriden i dag.

Vurderer du, at hesten atter kan nå sit topniveau?

»Det håber jeg, men det er svært for mig at vurdere, da jeg aldrig før har trænet en hest i den klasse. Derfor er det hele lidt på gefühl, men jeg har en god fornemmelse af ham. Jeg håber bare, at han kan vise, at han er på rette vej. Det under jeg hesten, for han vil så gerne dette her.«

Og hvad med chancen mod Fossa, Great Gatsby As og kompagni?

»Dem er jeg selvfølgelig lidt trætte af. Fossa ved vi ikke så meget om endnu. Det kan jo være, at den synes det er frygtelig svært at komme ud på en travbane under rytter kontra at træne i en sandbane, men jeg tænker at Flemming har en god fornemmelse, når han vælger at starte hesten i monte. Og Great Gatsby har jo vist at den kan,« siger Sabina og tilføjer:

»Jeg kommer med en hest efter pause, som ganske vist har trænet godt, men den kræver også nogle løb i kroppen når den er så gammel som den er. Hvis ikke han vinder, så gør det mig ikke noget, bare han går et godt løb.«

Men du udelukker ikke sejr?

»Nej, det gør jeg da ikke, for hvis jeg får spidsen, som jeg ved at han gerne vil, så ved jeg også, at han kæmper. Jeg synes, han skal være en triochance, og hvis ikke han tjener penge så bliver jeg svært skuffet.«

Racing Arena Aalborg har ni løb på programmet fra kl. 17.00. Baneprogrammet kan ses HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere