Af Niels Jørgensen
Danmarks præmiemæssigt største amatørløb, ATAK’s Fødselsdagsløb med 40.000 kroner til vinderen, afgøres i aften på Jydsk Væddeløbsbane.
Vinderne af de tre indledende afdelinger for 13 dage siden står stærkt i billedet. Ved den lejlighed efterlod ikke mindst fynske Gia Joint et stærkt indtryk ved sejren for Søren Demant Andersen.
»Gia Joint (8. løb) gik rigtig godt i den indledende afdeling, synes jeg, og hesten har virket rigtig fin efterfølgende. Som nævnt inden starten senest, så forventer jeg at den vil være gået betydeligt frem til finalen, da den ikke havde startet længe,« siger Søren Demant Andersen.
Den dygtige fynske amatørkusk har taktikken klar:
»Jeg forsøger at køre mod spids. Hvis jeg skal vinde løbet, tror jeg det skal være derfra, så jeg må satse 100 procent ind mod første sving eller når vi rammer første langside. Hesten skal have en chance blandt de tre første og en vinderchance hvis den får spids. Dog vil jeg sige, at jeg har kæmpe respekt for Ejsing, som jeg synes gik rigtig godt i den indledende afdeling.«
Hvordan føler du at Gia Joint fandt rundt første gang i Århus?
»Superfint. Faktisk bedre end jeg havde turdet håbe.«
Lidt lavere sigter Søren på vegne af staldkammeraten Farinelli Hastrup med broderen Thomas Demant Andersen i sulkyen.
»Farinelli Hastrup imponerede mig faktisk lidt i indledende afdeling. Jeg synes at hun gjorde et storartet løb fra 60 meter tillæg, og Thomas kørte godt. Hun fik selvfølgelig “luft” 100 meter for tidligt, men Thomas var nødt til at køre på det tidspunkt, så hun blev lidt stum de sidste 50-75 meter. Hun skal også være gået en smule frem med det løb eftersom hun ikke havde startet længe inden den indledende afdeling. Senest gik hun i halvåbent hovedlag. Denne gang kommer hun i et norsk hovedlag. Det veksler vil lidt imellem med hende. Hun plejer at reagere på det norske så det skal være et lille plus, men hvis hun kan slutte blandt de første fire skal vi være rigtigt glade,« siger Søren Demant Andersen.
Søren Demant tilkendegiver stor respekt for Ejsing, som sejrede knusende overlegent på 1.15,7 i sin indledende afdeling og er tildelt baneprogrammets vindertip.
»Ejsing tror jeg har lidt fordel af distancen, så jeg håber at det er en vinderchance. Han vandt jo ret enkelt i den indledende afdeling. Han er godt gående, har haft god form rigtigt længe og har løbet på gode tider det meste af året. Kommer nok uden forsko denne gang, men sådan har også han gået tidligere,« siger Henrik Lønborg.
Tilsvarende gik også Gambler et flot løb ved sejren i indledende afdeling, og Pernille Munch Lassen rapporterer hesten i yderligere fremgang:
»Gambler havde været ramt af sygdom hen over sommeren. Det var rart at se at hesten er på vej tilbage. Den virker faktisk til at være gået frem med løbet senest, uden at den på nogen måde er i topform,« siger Pernille Munch Lassen
Senest var du skeptisk med hensyn til få hesten fejlfrit af sted i voltestart?
»Det er jeg stadig. Det handler først og fremmest om at hesten skal gå fejlfrit og at vi begge får en god oplevelse, men jeg vil sige, at hvis hesten går fejlfrit, så har den fordel af distancen.«
Er det føringen det gælder fra nummer et?
»Det ved jeg ikke helt. Det kommer an på, hvordan han træder an ud af volten. Det er en outsider.«
En outsider med vinderchance?
»Ja.«
Der er V64-spil med store puljer som et ekstra krydderi på aftenens i alt 10 løb fra kl. 18.30. Baneprogrammet kan ses HER
Der findes yderligere træner- og kuskekommentarer på Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside HER