Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Dennis Kristiansen tog den sidste skalp

DSC_3927
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
24. september 2022 22:50

Skalpen var finalen i ATAK’s fødselsdagsløb, der var den altoverskyggende hovedbegivenhed denne lørdag aften på JVB. Løbet bød på megen dramatik. JVB’s førende amatørkusk serverede overraskelse i ATAK’s Fødselsdagsløbs Trøstfinale. Birger Jørgensen scorede hattrick.

Af Allan Loft

Efter et godt rygløb undervejs i ATAK Fødselsdagsløbs finale sendte Dennis Kristiansen løbets favorit Dubai frem til en god afslutning over opløbet. Mange konkurrenter svirrede som fluer lige bagved, men de kunne ikke komme frem henholdsvis havde ikke kræfterne til det, og så blev sejren til Dubai kort, men alligevel ganske sikker.

DSC_39321Dennis Kristiansen med den pokal, han manglede i samlingen sammen med Århus Travklubs formand Paul Bjerring

Det er Dennis Kristiansen barndomskammerat og nuværende nabo Charlotte Lohmann, der står som ejer og træner af Dubai, der med sejren hjemførte en præmie på 40.000 kr. og flot sølvtøj til ejer og kusk.

- Ja, men vi er et team, og blandt andet min mand Mads og min søn Kasper har hjulpet til – med henholdsvis træningsrunder derhjemme og gode råd over telefonen. Forklarede ’Charles’ alias Charlotte Lohmann til Derby25 Live’s reporter.

Sønnen Kasper er lig med den danske succeskusk i Amerika – Kasper Foget, men det behøver vi nok knapt at nævne, da det efterhånden er kendt viden.

'Sateme vildt'

- Det er sateme vildt, det her, lød det efter sejren fra kusken Dennis Kristiansen, der til Derby25 Live fortsatte:

- Max-held! Vi havde alt det held, der skal til. Min værste konkurrent udgik i sidste øjeblik. Så kører de sammen, men vi kommer udenom. Det var et roderi på sidste hele langside, da førende Gia Joint med Søren Demant Andersen galopperede og trak nogle konkurrenter med over i fejl. Men jeg gav mig straks og kørte bare ud og kom ikke i problemer. I sidste sving kunne jeg mærke, Dubai havde kræfterne, da jeg lige lagde pisken hen over hans bag, og da jeg trak det norske, trak han villigt. Den her sejr lunede ekstra, da ATAK’s Fødselsdagsløb var den, jeg manglede til samlingen over sejre i store amatørløb.

DSC_39351I aftenmørket anes vinderen af ATAK's Fødselsdagsløb anno 2022, Dubai sammen med kusk og ejer, barndomsvennerne Dennis Kristiansen og Charlotte Lohmann

Vindertiden for Dubai endte på 1,17,0/2340 ms. På pladserne efter Dubai indløb Quick Overview og Daniella Gardenia. På fjerdepladsen sås Estelle Kronos siddende uhjælpelig fastlåst med alt i behold.

Ejsing med Heidi V. Lønborg var en af løbets forgrundsfigurer. Efter to gange i træk ikke at have ført feltet korrekt op, var det godnat for ekvipagen, der i henhold til løbsreglementet måtte bortvises.

Outsidersejr i trøstløbet

ATAK’s Fødselsdagsløbs Trøstfinale resulterede i sejr til outsideren Captainhaselhof Be forbilledligt styret af Pernille Bye Hansen, der til Derby25 Live fortalte:

- Det var bare om at komme uden om alt og alle rundt sidste sving, og da han fik frit frem, trak han godt, og han gik godt lige til målstregen, om end han måske lagde en smule af til aller sidst.

DSC_3869Captaihaselhof Be med Pernille Bye Hansen

Pernille Bye Hansen kunne således følge op på finalesejren i ’ATAK’s fødselsdagsløb sidste år med Captainhaselhof Be med at snuppe sejren i 2022-udgavens trøstfinale med samme hest. Hun leverede da også en glædesgivende sejrsgestus ved målpassage. Vindertiden lød på 1.16,9/1840 ms, og der var 12.500 kr. til ejerne og opdrætterne Lene og Johnny Bay, der også træner Captainhaselhof Be.

Pernille Bye Hansen kom med denne sejr op på ni årssejre taget i 38 starter. Dermed udbyggede hun sin føring på JVB-listen over oftest sejrende amatører.

V64

- Jeg kørte hele vejen alt, hvad hesten kunne. Hun er mægtig sød, men har det svært med teknikken. Hun har kæmpe hjerte og vil så gerne, men har altså ej verdens bedste teknik. Nu har hun fået rutine og ved, hvad det drejer sig om, og nu lykkedes det igen at vinde. Jeg havde dog ikke meget at svare med til slut, selv om hun stadig havde vattet siddende i ørerne, lød det efterfølgende fra Birger Jørgensen i interviewet med Derby25 Live’s reporter efter sejr i tiden 1.18,1/1800 ma med Morten Juul trænede Azalea Face i første afdeling i V64-spillet, der i sidste øjeblik var blevet meget interessant med godt 2 millioner kroner i overført Jackpot-pulje fra fredagens uløste V64 i Sverige – penge, der alene gik til sekserpuljen.

 DSC_3852
Eros Sisa vinder let for Birger Jørgensen

I V64-2 var Eros Sisa flyvende og vandt totalt overlegent i tiden 1.15,4/1800 ma og sørgede dermed for endnu en sejr til Birger Jørgensen, som selv står for træningen af denne hest. Efter sejren sagde Birger Jørgensen til Derby25 Live:

- Han har længe løbet og trukket i håndbremsen, men nu gav vi ham lukket hovedlag på, og det gav jo den omvendte virkning, kunne Birger Jørgensen fortælle efter sejren.

I V64-4 førte Michael Lønborg på suveræn vis den af Chili Mie Pirchert ejede- og trænede Google Shadow til sejr i tiden 1.17,1/1800 ma. Hoppen var en af løbets forhåndsfavoritter.

- Hun svarede beredvilligt, da jeg fik rykket vattet. Tempoet var dårligt undervejs, så derfor gik jeg fra tredje udvendigt frem til dødens, og herfra stolede jeg på min hest, som er trænet fortrinligt, uddybede Michael Lønborg sejren til Derby25 Live’s reporter.

DSC_39161Michael Lønborg på æresrunde med Google Shadow

Stor sejrsgestus kom også fra amatøren Rune Bach Mortensen, da han efter føring fra start til mål i V64-6 kunne sejre med Darth Vader S M. Opløbet var særdeles spændende med et helt kobbel heste jagende den førende. Og de kom da tæt på, men altså aldrig forbi. Vindertiden blev noteret til 1.15,1/1800 ma.

- Darth Vader S M var meget på strikkerne hele vejen, også efter mål, hvor han var svær at få stoppet. Det her er en sejr, der kan give det hele kulør, så man også kan udholde hverdagene, fik Rune B. Mortensen fortalt til Derby25 Live inden han tog ud på den obligatoriske, velfortjente æresrunde.

De to ATAK Fødselsdagsløb indgik også i V64-spillet, der udløste 22.078 kr. til 101 rækker med seks rigtige. 44 kr. til femmerne og 9 kr. til firerne.

Forberedt vel

Anita Gregersen og Morten Melin præsenterede i laveste klasse en yderst velforberedt debutant, Hr Weyse, som klarede allerede i første hug at aflægge maidenstitlen, da den med Birger Jørgensen som chauffør efter et fornuftigt rygløb ganske let og overbevisende kunne nedkæmpe den længe førende Gaghan Frisco kørt af Henrik Lønborg.

DSC_3786 (1)Velforberedte Hr Weyse vinder i sit livs første start - kusk Birger Jørgensen

Vindertiden blev klokket til 1.19,7/1800 ms, og der venter ganske givet i tiden fremover Michels Turn-sønnen flere æresrunder.

Denne sejr var første pind i Birger Jørgensens hattrick for dagen.

Løbene fra denne aften er visuelt tilgængelige på Derby25 Live.

Foto: Ole Hindby

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere