Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Emil Helge Mæhlisen er ubesejret efter to starter med Borups VikingFoto: Ole Hindby

Borups Viking i dynamitopgør

Borups Viking (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. september 2022 7:00

Årets århusianske travhest in spe, Borups Viking er fra 60 meter tillæg på en udfordrende opgave i en af dagens indledende afdelinger til ATAK’s Fødselsdagsløb på Jydsk Væddeløbsbane.

Af Niels Jørgensen

Nedtællingen til et af årets fikspunkter på amatørernes kalender, ATAK’s Fødselsdagsløb tager for alvor fart når Jydsk Væddeløbsbane i eftermiddag afvikler tre indledende afdelinger, hvorfra de fire bedste kvalificerer sig til finalen 24. september.

Blandt favoritterne ses Borups Viking, der har været nærmest enerådende på Jydsk Væddeløbsbane i år med otte sejre i ni forsøg, heraf to med Emil Helge Mæhlisen som kusk, og han glæder sig.

»Det er fantastisk at køre Borups Viking. Heste som den skulle man have to-tre stykker af i stalden,« siger Emil Helge Mæhlisen.

Kan du uddybe, hvorfor det er så fedt at køre hesten?

»Den har bare en fantastisk indstilling, og så er den god til selv at hjælpe til. Det er en stor fornøjelse at køre løb med hesten,« siger Emil om den århusianskejede hest, der trænes i Aalborg af Gordon Dahl.

»Et løb vi gerne vil vinde«

Det er imidlertid ingen nem opgave Borups Viking er på med 60 meter tillæg.

»Vi skal bare lidt derom ad, håbe på at få lidt held med på vejen, og se hvor langt det rækker. I første omgang skal vi være tilfreds, hvis vi kommer videre til finalen. Så tror jeg hesten vil have fordel af 2300 meter-distancen, men den skal da også kunne være med fremme her.«

Og en vinderchance?

»Ja, det synes jeg.«

Den 33-årige amatørkusk har allerede vundet ATAK’s Fødselsdagsløb tre gange. Med Upptakt i 2009 og med Uno Gardenia i 2017 og 2018.

Hvad betyder ATAK’s Fødselsdagsløb for jer amatørkuske?

»Det er et løb, vi gerne vil vinde. Nu har jeg været med nogle gange før, og man forsøger hvert år at komme med. Jeg kan ikke rigtigt forklare, hvorfor det er noget specielt. De gange jeg har vundet finalen, har det været med egentrænede heste, hvilket også har betydet noget særligt,« siger Emil. 

Seriøs fynsk udfordrer

På papiret kan Borups Viking-løbet (5. løb) blive den måske hårdeste af de tre indledende afdelinger. Her starter også Gia Joint, der har 60 meter startrespit i forhold til Borups Viking.

»Gia Joint havde virus i seneste start, og har derfor ikke startet i en tid. Hun har trænet fornuftigt op til denne start. Jeg kunne godt tænke mig at have haft 14 dage mere, men hun træner fint og virker fin, så jeg tror på en fornuftig chance og at vi kan være blandt de første fire,« siger Søren Demant Andersen.

Kan hesten leve op til programmets vindertip?

»Det tror jeg godt at den kan, men der er hårde konkurrenter imod.«

Og Århusbanen?

»Det er jo et spørgsmål. Vi har været inde at træne i Odense i lørdags og det fungerede ok. Det var ikke sådan at jeg synes det var en fordel, men det fungerede ok. Jeg håber at hun kan gå videre, og med tanke på, at hun har været syg, så ved jeg, at hun vil blive væsentligt forbedret på de 14 dage.«

Kører du ud med vinderforhåbninger?

»Ja, det gør jeg.«

Er der udstyrsændringer i forhold til de seneste starter?

»Hun kommer for første gang uden bagsko. Det har hun trænet med og det virker som et plus,« siger Søren Demant Andersen.

Århus-specialist i comeback

Løbet giver desuden comeback for Århus-specialisten Dubai, som har hentet 10 af sine totalt 11 sejre på Jydsk Væddeløbsbane, men ikke har startet siden januar i år.

»Dubai er vi spændte på at få i gang. Han har trænet rigtig godt, men derfra og så til at være i top tre, det bliver svært. Der er gode heste med,« siger Charlotte Lohmann.

Hvorfor har hesten været så længe væk?

»Den har været skadet på et bagben, et gaffelbånd, og vi har måske givet ham lidt længere tid end det var nødvendigt, men vi ved, at hesten er lidt skrøbelig, så vi har ikke haft travlt. Sidste år havde vi glædet os til ATAK’s Fødselsdagsløb (sluttede femte i finalen som favorit, red.), og vi havde også hesten meldt i år. Derfor har vi gået efter det løb.«

Når du siger, at I har givet hesten ekstra tid, indikerer det så at den formmæssigt er helt klar?

»Jeg havde hesten på banen for 10 dage siden. Morten Juul kørte et arbejde med den, for at jeg kunne få grønt lys til at startmelde. Han sagde, at hesten virkede klar, fin, spændstig og slet ikke tung, men jeg håber bare at hesten går et godt løb. Jeg bliver overrasket, hvis den vinder og håber bare, at den kan være i top fem. Det er heller ikke alt om gøre at den kommer i finalen. Det vigtigste for os, er at vi også har en hest dagen efter,« siger Charlotte Lohmann.

Baneprogrammet til dagens løb på Jydsk Væddeløbsbane kan ses HER

Der findes yderligere træner- og kuskekommentarer på Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere