Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Aalborg i arbejdstøjet frem mod den store weekend

Klargøring til Aalborg Store Pris 2022 (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. september 2022 8:00

Racing Arena Aalborg melder klar til årets største begivenhed i det nordjyske, når den traditionelle Aalborg Store Pris-weekend står for afvikling.

Af Claus Bossow

At tale om weekend er måske lidt af en tilsnigelse, eftersom de to løbsdag afvikles fredag og lørdag med auktion fredag aften. Men dette uanset har forberedelserne ifølge banens daglige leder Lars Hellerup været i gang længe.

- De praktiske forberedelser blev indledt tirsdag den i sidste uge, hvor mere end 40 medlemmer af Aalborg Hesteejerforening tog et ordentligt nap på banen. Der blev svejset, malet, klippet hæk, malet amatørhus, gjort rent og meget mere, forklarer Hellerup.

- Og så blev der også plads til det sociale og ikke mindst i forbindelse med afslutningen på arbejdsdagen, hvor der blev budt på en fortjent omgang flæskesteg hos ”Hos Aaen” på staldsiden.

Banen i bedste skik

Klargøring til Aalborg Store Pris 2022 (2)

Også i forhold til selve afviklingen af de to løbsdage er der arbejdet hårdt.

- Banefolket på Racing Arena Aalborg har ligget vandret for at få banen i optimal stand til weekendens løb. Banen er blevet rettet af og har fået ny belægning og står aktuelt skarpere end nogensinde før. Vi bør være klar til at tage imod dét, som vejrguderne nu måtte have i posen, lyder det fra banens leder. 

Lars Hellerup har desuden mærket den store interesse for de to løbsdage og fredagens auktion.

- Vi forventer, at der bliver udsolgt i restauranten lørdag, ligesom vi lige nu er over 200 tilmeldte til fredagens auktionsspisning - og rigtigt mange har online tilmeldt sig som mulige budgivere, forklarer Hellerup, der tillader sig at have lidt særlige forventninger til en bestemt gruppe af gæster. 

- Fredag får vi i samarbejde med KRAFFT blandt andet besøg af personalet fra Helgstrand Dressage, der er et af verdens mest anerkendte salgs- og træningscentre for dressurheste. Vi vil naturligvis lægge os i selen for at sikre, at de får en god oplevelse og bliver til auktionen - og måske køber en travhest, slutter en forventningsfuld Lars Hellerup. 

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere