Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Enzo og Jeppe Juel - Billund 15.4.2021Foto: Kjeld Mikkelsen

Jeppe Juel overvejer at sende Enzo til USA

Enzo 15421
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
01. oktober 2022 21:24

Jeppe Juel er hjemme efter en inspirationstur til USA og ser frem mod 2-årings grand prix-dagen i Århus.

Af Niels Jørgensen

Lørdag eftermiddag landede Jeppe Juel i Aalborg efter et besøg i USA for at være hjemme tidsnok til søndagens løb på Jydsk Væddeløbsbane. Herom senere.

Først skal vi indledningsvis høre, hvad han har oplevet i sportens moderland, hvor Lexington, Kentucky aktuelt er orkanens øje.

»Alt var som det plejer med disse ture. De giver god inspiration og jeg er vild med det. Jeg tager lidt med hjem hver gang. Man møder en masse mennesker som man får en snak med,« siger Jeppe Juel.

Indkøb af heste blev det ikke til i denne omgang.

»Det var ikke realistisk til min tegnebog. Det, jeg havde en idé om, at de skulle koste i kroner, det ville de have i dollars. Så meget er hestene værd i øjeblikket, idet de har mange muligheder for at tjene penge,« forklarer Jeppe Juel.

Dette forhold kan til gengæld åbne for ny “business”. Sammen med den i USA succesfulde Kasper Foget, overvejer Jeppe nu at sende Enzo (1.12,2/308.600 kr.) til USA.

»Kasper og Per Engblom (træneren som Kasper arbejder for, red.) skal undersøge, hvordan det kan strikkes sammen, hvorefter Kasper køber halvpart i Enzo og får den over i træning inden den senere eventuelt sælges, når den begynder at lave resultater,« fortæller Jeppe Juel og uddyber hvorfor man netop har Enzo i tankerne.

»Det er for at få den til at vinde lidt løb. Det er åbenbart for svært for den i Danmark, og så passer Enzo godt til de amerikanske løb. Den har meget rutine, er hurtig fra start, har de kvaliteter der skal til, og så kan jeg godt undvære den.«

Ifølge Jeppe er hestene efterspurgte i USA, som aktuelt er i en anden udvikling end Europa. Inden Enzo eventuelt kan sætte kursen mod USA skal der lige vurderes på tingene en ekstra gang, da transport er blevet meget dyrere. Aktuelt koster det næsten 100.000 kroner, alt inklusive, at sende en hest til USA.

»Men hvis det kommer til at se fornuftigt ud, så tror jeg vi prøver,« siger Jeppe.

»Har gjort alt rigtigt«

Og så tilbage til søndagens løb på Jydsk Væddeløbsbane. Her starter Jeppe Juel fire heste, deriblandt i Tuborg Jydsk 2-årings Grand Prix og consolationsløb – løb som Jeppe betegner som de bedste udgaver af løbet i hans erindring.

»J J (6. løb) har gjort alt rigtigt. Den var lidt svag første gang i Århus, men på det tidspunkt havde jeg en lidt svag periode i stalden. Ellers har alt bare været rigtigt. Løbet er ekstremt godt besat med fine heste, men min er også vældig dygtig. Den får i hvert fald en god præmie, og hvis det klapper, så dukker den også op i striden,« siger Jeppe Juel om sin grand prix-deltager.

I lighed med grand prixet har også consolationsløbet 12 deltagere. Her sidder Jeppe inderst bag startvognen med Jr.

»Jr (3. løb) var vældig dygtig i sin første optræden. Først og fremmest fik hesten et godt løb. Siden har den bare trænet frem mod dette løb, og den virker rigtig fin. Kenneth Andersen har hjulpet mig og givet hesten et arbejde i mandags. Den var ude at gå to gange 1600 meter, og det var til UG.«

Hvad gør du fra spor et?

»Jeg kører alt hvad jeg kan.«

Vil du gerne til spids?

»Jeg skal forsøge, men det er ikke sikkert at jeg kan. Jeg synes, det er et fantastisk fint løb, men jeg har også en rigtig god hest og på den baggrund er jeg optimist,« siger Jeppe Juel.

Der er også optimisme at spore hos træneren vedrørende yderligere to heste i rammeprogrammet.

»Heimdahl (1. løb) var dygtig første gang. Jeg havde mærket i træningen, at hesten er vild med vores træning og træningsbane, så han var blevet dygtig i løbet af de seks uger vi havde haft ham. Han må have lidt chance igen.«

Hvad gør du fra spor fem?

»Det spiller ingen rolle. Hesten virker stabil og sikker.«

»Hollywood (9. løb) tror vi hoppede sejren væk senest. Først var der et spor og efterfølgende var der ikke, så Ingves kørte ind i en anden hest. Det kunne hverken hesten eller kusken gøre for. Den er inde i en god periode og har udviklet sig fint. Hesten er hurtig fra start så den sidder med fremme og får i hvert fald et godt løb. Den skal være blandt de tre første.«

Kan I holde spids?

»Den er i hvert fald hurtig fra start.«

Læs yderligere træner- og kuskekommentarer til grand prix-dagen i Århus HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere