Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Stolt med stolt på

GIN_RUMMY_NZ9_5702
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. december 2022 19:59

Winter Racing fredag eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane bød på sikker sejr til Gin Rummy til et chokerende højt odds. Kæmpefavoritten Hunter Dragon var usvigelig sikker trods et krævende løb. Hunter Dragons bagmænd Morten Juul og Birger Jørgensen triumferede yderligere med dieseltruckeren Azalea Face. Borups Atlas imponerede for sin nye træner Søren Johansson.

Af Allan Loft

- Ja, jeg er stolt med stolt på! fastslog amatørtræner og hesteejer Anne Due i interviewet med Derby25 Live, efter at hendes Gin Rummy havde vundet en indledende afdeling af Hoppeløbsserien Julestjernen på Fyens Væddeløbsbane.

Forinden havde hun fortalt, at hun gennem mange år har været nærmest fast inventar i Henrik Lønborgs stald, hvor hun år tilbage tit også passede Henrik Lønborgs dengang lille søn Michael. Og netop Michael Lønborg var i det her løb blevet forenet med Gin Rummys sulky som substitut for sin far, der for dagen havde meldt afbud grundet hensynet til en værkende ryg.

- Og Michael var dengang, som han er nu, en værre rod, lød det kækt fra Anne Due i vindercirklen, men det var bestemt med et lunt glimt i øjet, hun sagde det.

GIN_RUMMY_DSC_1513Gin Rummy nu klar til finalen i hoppeserien Julestjernen - med til finalen på Racing Arena Aalborg den 29. december fulgte Genoa, First Hope og Golden Star K J.

Også Michael Lønborg selv nævnte erindringen om sin daværende barnepige, samt at det derfor var med en særlig følelse, han havde kørt Gin Rummy først over stregen.

Over de 2140 ma præsterede Gin Rummy tiden 1.16,9. Efter et afventende løb i starten kom Great Challenger hoppen mere og mere ind i løbet, og lå til sidst udvendigt for den førende Hattrick Didamgård, som hun ganske let nedkæmpede især rundt sidste sving. Til slut stak Gin Rummy komfortabelt pænt væk fra konkurrenterne.

Spillerne havde ikke de store forventninger til Gin Rummy, men muligvis har mange glemt den formbesked, hoppen en tid har givet, blandt andet da den for Emil H. Mæhlisen for et stykke tid siden blev deklasseret fra vinderpladsen grundet trængning.

To drillepinde

Morten _og _Birger _DSC_1502'Bop-bop-bop' svarede Birger Jørgensen sigende, da Derby25 Live frittede ham for, om han nu fik ros fra træneren Morten Juul for sine sejrsgivende styringer - de to filurer giver ofte venskabeligt hinanden noget røg...

’Stolt med stolt på’ er en parole, duoen Morten Juul og Birger Jørgensen også sagtens kan tillade sig at beskrive deres succesfulde parløb med. To sejre blev det til denne fredag. Først og fremmest stod duoen bag sejren i Stambordenes Ærespræmie til dagens største stregspilsfavorit, Hunter Dragon. Det var Hunter Dragons femte sejr i år, i hvilket den har startet seks gange indtil nu.

- Det var en ulige kamp at gå efter de indvendigt hurtigt startende, og så måtte vi tage den fra udvendigt den førende. Som vanligt var han lidt skæv på hjørnerne, og derfor går han jo med det bid, han gør, som måske ikke generelt set er det mest ideelle, men det virker godt på ham, fortalte Birger Jørgensen til Derby25 Live, hvor han for en gangs skyld var i par med Hunter Dragons træner.

HUNTER_DRAGON_NZ9_5646Hunter Dragon sikker og suveræn selv fra dødens undervejs. Kusk: Birger Jørgensen; træner: Morten Juul.

Trods det krævende løb blev Hunter Dragons sejr sikker i tiden 1.13,7/1640 ma.

HUNTER_DRAGON_DSC_1504Repræsentanter fra stambordene i flok omkring sejrsstableren Hunter Dragon, der har gjort 28 starter i karrieren. 15 er endt op med sejr.

Med vanlig drillepindsattitude og vanligt jysk lune afslørede træner Morten Juul i interviewet med Derby25 Live, at han lige nu ikke kunne sende de helt store roser efter Birger Jørgensen, da denne jo inden de to gevinstgivende løb havde tabt bolden med ligeledes favoritbetonede Jack Baldwin. Morten Juul supplerede derefter med:

- Hunter Dragon er en fantastisk hest – han er simpelt hen skøn på alle måder, og da især på banen. Vi overvejer at starte ham i Norge inden for kort tid, men det er ikke til at lokke Birger derop, og så må jeg måske tage ham selv, hvis vi vælger at melde til start.

AZALEA_FACE_NZ9_5604Azalea Face vinder BC Caterings Ærespræmie - kusk: Birger Jørgensen; træner: Morten Juul.

Duoens anden vinder var Azalea Face, som begge i duoen over for Derby 25 Live roste for hendes kraftige dieselmotor, som duoen mente, ville bringe hende langt, trods hun ikke rigtigt kan siges at udvise verdens bedste teknik.

En hest med fremtid i

I begynderklassen startede den lokale træner Søren Johansson for første gang sin nyerhvervelse, den 3-årige Tobin Kronos-søn Borups Atlas, som vandt en suveræn sejr i tiden 1,18,6/2140 ms. efter et løb i fronten stort set hele vejen.

- Det er en hest, en af mine gamle Billund-hesteejere, Erik Hansen, har fået fat i. Tidligere havde denne hesteejer hos mig med en vis succes Alfons Åberg, og vi tror nu, vi har en afløser for Alfons Åberg klar her. Borups Atlas har en stor motor, stor kapacitet, og når vi for alvor får ham lært at løbe travløb, så tror jeg fremtiden er lys for ham, lød det fra Søren Johansson i sejrsinterviewet med Derby25 Lives reporter.

BORUPS_ATLAS_NZ9_5448Søren Johansson med den lovende treåring Borups Atlas

Fra dagen kunne endvidere noteres en sejr til Diva Faust, der startede fra spids med Stinne Svanhede i sulkyen i et amatørløb for klassen under 475.000 kr. med tillæg ved 75.000 kr. og 185.000 kr. Hermed indtog Stinne Svanhede med nu seks sejre andenpladsen på amatørernes championatliste - fire stykker efter førende Søren Demant Andersen.

Løbene kan som altid nærstuderes på Derby25 Live.

Foto: Gorm Johansen

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere